9. okt. 2022
Af Karina Didriksen

Sygeplejeskolens Marie om kysset med Bjørn: Endelig fik de taget sig sammen

Marie og Bjørn i "Sygeplejeskolen".
Marie og Bjørn i "Sygeplejeskolen".
Foto: Mike Kollöffel/TV 2
I afsnit 2 af TV 2 Charlie-serien ”Sygeplejeskolen” tog Bjørn og Marie skridtet fra venskab til noget mere.

Allerede i sæson 4 af ”Sygeplejeskolen” fik Bjørn et godt øje til den nye sygeplejeelev Marie, og der var ingen tvivl om, at hun også syntes, at han var sød.

Men så kom det frem, at Marie tidligere havde været udsat for et overgreb, og derfor valgte Bjørn at gå yderst forsigtigt frem.

Men i afsnit 2 søndag aften skete der endelig noget – Marie kyssede Bjørn.

- Bjørn prøvede meget akavet at kysse hende på panden, og så tog hun teten. Jeg tror, det var en forløsning for hende at kysse ham, siger skuespilleren bag karakteren, Andrea Heick Gadeberg, til BILLED-BLADET.

Et vigtigt skridt

23-årige Andrea Heick Gadeberg er glad for, at Bjørn og Marie endelig tog det store skridt fra venner til kærester.

- Det var dejligt, at de endelig fik taget sig sammen. At der var en af dem, der sagde ”kan du lide mig? For jeg kan lide dig”, siger hun og tilføjer med et smil:

- Men de er jo også bare to små børn, der kyssede hinanden for første gang. Det havde været undervejs længe med ”får de hinanden, eller får de ikke hinanden”.

Også 33-årige Jesper Groth, som spiller sygeplejeeleven Bjørn, er glad for udviklingen mellem karaktererne.

- Når man kan mærke, at en forelskelse er gensidig, så skal der også det skridt til. Jeg synes, det er en fin lille "Tornerose"-reference, konstaterer han.

Sæson 5 af ”Sygeplejeskolen” sendes hver søndag kl. 21.00 på TV 2 Charlie.

Læs mere om: