18. okt. 2022
Af Christinna Braun

Datterens ord gjorde ondt i hjertet: Katerina Pitzner i tårer på tv

Katerina Pitzner
Katerina Pitzner
Foto: Hanne Juul
Katerina Pitzner lod tårerne trille i det første afsnit af den nye sæson af ”Diamantfamilien”.

Der er åbnet for de store følelser i det allerførste afsnit af den nye sæson af ”Diamantfamilien”.

Diamantdronningen Katerina Pitzner har det svært, da hun mener, at datteren Elviras kæreste ikke er god nok til hende.

”Hun (Elvira, red.) har været udfordret med kæresten, og familien har været udfordret omkring deres relation,” siger Katerina Pitzner i programmet ”Diamantfamilien”.

Elvira bor til daglig med sin kæreste, Milad, i ørkenstaten Dubai. I begyndelsen af året var Elvira hjemme i Danmark, hvor hendes elskede farmor døde.

Det tog hårdt på Elvira, som var meget, meget tæt med sine bedsteforældre.

Spændingerne i familien har fået Katerina Pitzner til at skrive et langt brev til Elvira, hvori hun gør det klart, at hun må ”give slip” på datteren, så hun ikke bliver slidt op.

I det allerførste afsnit af ”Diamantfamilien” læser Katerina Pitzner det rørende brev op, og her kommer hun ind på en ting, Elvira har sagt, som virkelig har gjort ondt.

- Jeg har lagt mærke til, at du har sammenlignet dit tab af farmor som tabet af en mor. (…) Og jeg kan ikke undgå at blive såret, for den fortælling insinuerer, at jeg ikke har den rolle og dermed heller ikke har været fuldt til stede gennem hele dit liv, siger Katerina Pitzner i afsnittet.

- Måske skal man selv være mor for at forstå, hvor ondt det gør. Når nu virkeligheden er en anden. Og der tegnes uvægerligt et billede af, at jeg ikke har været der, og at jeg har svigtet. Det gør ikke kun ekstremt ondt, men det er heller ikke sandt.

”Diamantfamilien” kan ses på TV 2 Zulu og på TV 2 Play.

Læs mere om: