30. sep. 2019
Af Karina Didriksen

Anders W. Berthelsen om DNA: Sådan var det at spille Rolf

Anders W. Berthelsen.
Anders W. Berthelsen.
Foto: Martin Dam Kristensen/TV 2
Det var en stor udfordring for skuespilleren Anders W. Berthelsen at spille politimanden Rolf Larsen i TV 2-serien ”DNA”.

Anders W. Berthelsen sagde allerede ja til rollen som politibetjenten Rolf Larsen for et par år siden, fordi han syntes, at karakteren var vildt spændende.

Optagelserne til TV 2’s krimiserie ”DNA” gik i gang i starten af 2019, og det har været en stor oplevelse for ham at spille rollen.

- Rolf er ikke bange for at gå op imod autoriteter og gå sine egne veje i forhold til, hvordan sagen skal løses. Han er også introvert og tænker meget over tingene, så det var spændende med en karakter, der trak sig mere ind i sig selv, fortæller skuespilleren til BILLED-BLADET og tilføjer:

- Det er tit sådan, at hvis der sker noget frygteligt, så må politimanden gå på druk og samle sig selv op fra alkoholens bund. Men vi var ret enige om, at vi ikke ville gå den vej i den her serie.

Filmede om natten

50-årige Anders W. Berthelsen kom på hårdt arbejde, da serien skulle optages.

- Det var en kæmpe udfordring. Det er en hård og kompliceret sag, Rolf havner i med spor, der bliver lagt ud, og tråde man skal holde styr på, siger han og tilføjer:

- Vi har også optaget sindssygt meget om natten, hvilket betyder, at man bliver lidt jetlagget, og vi har også filmet i forskellige lande og med skuespillere fra Europa.

Krimiserien ”DNA” kan ses mandage kl. 20.00 på TV 2.

Læs mere om: