Badehotellet filmer uden Bodil Jørgensen
Bodil Jørgensen er stadig ikke at finde på optagelserne af ”Badehotellet”, der netop har genoptaget arbejdet til den nye sæson.
Men det kommer hun, lover filmproducer Michael Bille Frandsen fra SF Film, der laver den populære serie til TV 2.
- Vi er lykkelige over, at vi slog koldt vand i blodet og ventede. Vi havde et møde med Bodil i august, og dér sagde hun, at hun ville være i stand til at vende tilbage og spille rollen som hidtil. Der er altså ikke lavet noget om i manuskriptet, siger Michael Bille Frandsen til BILLED BLADET.
Ingen kørestol i serien
Det betyder, at Bodil Jørgensen ikke skal spille rollen som badehotellets ejer i kørestol eller med krykker.
- I øjeblikket skyder vi alle de scener, vi kan, uden Bodil. Og så er det meningen, at hun kommer tilbage efter efterårsferien i oktober, hvor vi så samler resten op, siger Michael Bille Frandsen.
Klik her for at se alle vores artikler om Badehotellet!
Serien bliver optaget i Risbystudierne i Albertslund, og allerede før sommerferien lavede man tre afsnit, mens de sidste fire optages i øjeblikket.