Badehotellet søger efter statister
Når den nye sæson af Badehotellet skal indspilles, har SF Film, der producerer den populære TV-serie til TV 2, brug for statister.
Først og fremmest skal der bruges drengebørn, der kan gøre det ud for det barn, fru Helene Aurland har fået.
Om drengene skal ligne Edward Weyse eller kontorchef Aurland må vi vente i spænding med at se.
LÆS MERE: BILLED-BLADETs læsere: Badehotellet er det bedste siden Matador
Badehotellet lover skuespillere, vi kender
Det er dog ikke kun nyfødte drenge, der får mulighed for at være med i ”Badehotellet” i den kommende sæson.
Der vil være flere scener med brug for statister.
- En af de scener, vi søger statister til, er en scene, der foregår på en restaurant. I scenen medvirker en række nye karakterer, som vi ikke tidligere har set i serien. Men det er skuespillere, tv-seerne vil kende andre steder fra, siger producer på serien, Michael Bille Frandsen til TV2.dk.
Produceren vil dog ikke afsløre præcis, hvilke skuespillere der er tale om.
Optagelserne foregår ved København
Eventuelle statister, der selv kan melde sig under fanerne, skal dog ikke forvente at blive fragtet til Nordjylland.
Optagelserne, der begynder d. 2. juni, foregår nemlig i københavnsområdet.
Det er planen, at tredje sæson af "Badehotellet" skal i kassen på 70 optagedage, der løber frem til sidst i oktober og vises i foråret 2016.