Badehotellets Amalie Dollerup: Støtter kvindernes kampdag
Den 8. marts er Kvindernes Internationale Kampdag, og det markeres overalt i landet.
Også på de sociale medier, hvor kampen for ligestilling hyldes med billeder og opdateringer, bl.a. hos stjerneskuespilleren fra ”Badehotellet”, Amalie Dollerup.
Amalie Dollerup hylder Badehotellets Amanda
Den 31-årige skuespiller tager udgangspunkt i sin karakter fra ”Badehotellet”, Amanda Berggren. Hun vil ikke nøjes med at være vedhæng til sin mand, Max, men brænder for at få gang i en karriere i reklamebranchen.
- Amanda må i 1932 kæmpe for at kunne arbejde, når hun er en gift kvinde. Der er heldigvis sket meget siden da, men her i 2018 kæmper vi stadig for respekt, ligestilling og basale rettigheder verden over. God kampdag! skriver Amalie Dollerup i denne Instagram-post, som BILLED-BLADET har fået lov til at vise.
Tanken om en international kampdag for kvinder blev født i København i 1910 på en socialistisk kvindekongres. I 1921 blev den 8. marts fastsat som officiel dato for kampdagen.