24. mar. 2022
Af Karina Didriksen

Badehotellets Anne Louise Hassing og Amalie Dollerup: Overrasker med dejlig nyhed

Anne Louise Hassing og Amalie Dollerup.
Anne Louise Hassing og Amalie Dollerup.
Foto: Søren Lamberth
”Badehotellet”-stjernerne Amalie Dollerup og Anne Louise Hassing tager på turné med et helt nyt talkshow, hvor publikum kan komme med bag kulissen på TV 2-serien.

I marts var der sæsonafslutning på ”Badehotellet”, og seriens fans må nu vente helt indtil 2024 for at se den allersidste sæson 10.

Kan man ikke vente så længe med at se de elskede karakterer igen, så er der godt nyt. Skuespillerne Amalie Dollerup og Anne Louise Hassing overrasker nemlig med deres helt eget ”Badehotellet”-projekt.

Fra den 28. marts tager de to stjerner, som spiller Amanda og hendes mor, Therese, rundt i landet med deres nye talkshow ”Bag om Badehotellet”.

- Vi glæder os rigtig meget til at komme ud og fortælle om ”Badehotellet”. Vi kommer til at vise billeder fra, hvordan en dag ser ud – fra vi sætter os i sminkestolen klokken fem om morgen, til vi skifter tøj og venter på optagelserne. Vi vil gerne fortælle, at det ikke er prangende eller luksus, siger Amalie Dollerup til BILLED-BLADET.

Sjove anekdoter

Under talkshowet får publikum mulighed for at komme med bag kulissen på den populære TV 2-serie, hvor de to skuespillere fortæller røverhistorier.

- Det bliver sjovt, for der kommer nok ikke til at være en aften, som er ens. Der kan komme forskellige anekdoter, og publikum må stille spørgsmål, lyder det fra Anne Louise Hassing.

”Bag om Badehotellet” styres af den unge talkshowvært Lukas Birch, der tidligere har lavet talkshows med blandt andre Ulf Pilgaard.

https://imgix.billedbladet.dk/amalie_dollerup_og_anne_louise_hassing_badehotellet_turne_bb_04-2web.jpg
Foto: Søren Lamberth

Der er forpremiere den 28. marts på Sjælland, og så går turen til Fyn og Jylland i april. Billetter kan købes på Liive.dk.

Læs et stort interview med Amalie Dollerup og Anne Louise Hassing om ”Badehotellet” i BILLED-BLADET nr. 12, der er på gaden torsdag den 24. marts.

Læs mere om: