3. mar. 2022
Af Karina Didriksen

Badehotellets løjtnant afslører: Blev genkendt af dansk politimand

Anton Rubtsov som Uwe Kiessling i "Badehotellet".
Anton Rubtsov som Uwe Kiessling i "Badehotellet".
Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Tyske Anton Rubtsov er blevet danmarkskendt som løjtnant Kiessling i ”Badehotellet”, og han deler nu en sjov historie, hvor han blev genkendt i Danmark.

35-årige Anton Rubtsov har de sidste to år opnået en stor popularitet som løjtnanten Uwe Kiessling i ”Badehotellet”.

Den tyske stjerne har dog endnu ikke prøvet at blive stoppet på gaden, når han har været i Danmark. Men til gengæld er han blevet genkendt i Københavns lufthavn, og det åbner op for en sjov historie.

- Jeg skulle til Danmark for at filme sæson 8 under corona, så derfor skulle jeg vise en arbejdstilladelse for at komme ind i landet, fortæller Anton Rubtsov til BILLED-BLADET og fortsætter:

- Da jeg stod ved grænsekontrollen, spurgte politiet, hvad mit formål var ved at komme til Danmark.

Kunne ikke finde papiret

Anton Rubtsov husker, at han var ved at gå lidt i panik, da han pludselig skulle vise arbejdstilladelsen.

- Jeg kiggede i min taske efter min tilladelse, hvor der stod, at jeg arbejdede på ”Badehotellet”, men jeg kunne ikke finde den, forklarer skuespilleren og tilføjer med et grin:

- Så kiggede en af politimændene på mig og sagde ”vent, er du ikke ham den onde tyske fyr fra ”Badehotellet?”, og jeg sagde ”jo, det er mig”. Så lod han mig gå uden at vise tilladelsen!

Det var altså en dansk politimand og tilsyneladende ”Badehotellet”-fan, som endte med at lukke TV 2-seriens løjtnant ind i Danmark.

Læs mere om: