21. feb. 2022
Af Karina Didriksen

Badehotellets Otilia afslører: Sådan er følelserne for hr. Aurland

Otilia og hr. Aurland i "Badehotellet".
Otilia og hr. Aurland i "Badehotellet".
Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Merete Mærkedahl spiller skolefrøkenen Otilia i ”Badehotellet”, som i sæson 9 tydeligt viser interesse for hr. Aurland.

I fire år har skolefrøkenen Otilia måttet undvære sine kolleger på Andersens Badehotel, men der er også en helt særlig gæst, som hun er glad for at gense i sommeren 1945.

Det er naturligvis kontorchefen Hjalmar Aurland, som hun tydeligvis har et godt øje til. Hun kommer med små kommentarer til ham om, at hun har tænkt på ham, nævner hans påklædning og sørger for, at kaffen er klar, når han står op.

Skuespilleren bag karakteren, Merete Mærkedahl, giver sit bud på, hvordan Otilias følelser er for hr. Aurland i sæson 9 af "Badehotellet".

- Det er ikke altid, at man er bevidst om, hvad man gerne vil have, før man ikke har det mere. Og i de fire år, hvor de ikke har set hinanden, er det måske gået op for hende, hvor meget han egentligt betyder for hende, siger Merete Mærkedahl til BILLED-BLADET.

Har tænkt på ham

Otilia er dog ikke en kvinde, som taler højt om sine følelser, og det gør hun bestemt heller ikke til hr. Aurland.

- Hun får sagt, at hun har tænkt på ham, og det er jo i sig selv en ret stor ting. I virkeligheden kunne hun også have sagt, at hun virkelig har savnet hans selskab og havde håbet, at han ville være på hotellet, siger Merete Mærkedahl og fortsætter:

- Der er mange ting, de kunne sige til hinanden, men de siger jo ingen af tingene til hinanden. Det skyldes både personligheden, men også tiden, at man måske ikke lige deler sit indre liv med hinanden, som man jo i meget højere grad gør i dag.

Læs mere om: