Blomsterberg og Laudrup bekræftet med i Vild med dans
TV 2 har netop bekræftet de to navne – Mette Blomsterberg og Mads Laudrup til årets store dansedyst ”Vild med dans”.
Der er nærmest tale om et jubilæum, når den 10. sæson af ”Vild med dans” ruller over skærmen i de små hjem fredag 13. september.
Og TV 2 melder klar med konditor Mette Blomsterberg og fodboldspiller Mads Laudrup, og folkene bag showet lover, at vi kommer til at kende dem meget bedre.
De er nemlig to af de i alt 12 kendte danskere, som har sagt ja til at deltage i dette års udgave af "Vild med dans".
Livsglade Mette Blomsterberg
- Jeg er ikke sindssyg god på et dansegulv, men jeg elsker at danse – og gerne sammen med min mand. Jeg er et livsglad menneske, og når der er fest, så er jeg aldrig den sidste til at komme ud på dansegulvet, siger Mette Blomsterberg.
Den populære konditor har tidligere haft en kæreste, som ikke var til at lokke med på dansegulvet.
- Det gik ikke. Jeg vil aldrig kunne være i et forhold med en mand, som ikke har lyst til at danse. Jeg kan endnu ikke sige, om jeg er mest til standard eller latin. Jeg er rimelig rap i replikken, så umiddelbart tænker jeg, at mit temperament passer godt til latin. På den anden side er der også en prinsesse gemt i mig, for jeg elsker traditioner og ordentlighed, siger Mette Blomsterberg, der har den rutinerede Michael Olesen, som sin dansepartner.
24-årige Mads Laudrup - Jeg er helt grøn
- Jeg har aldrig danset særligt meget. Jeg er helt grøn, så det er en stor udfordring for mig at være med, siger Mads Laudrup, der til daglig spiller fodbold i FC Helsingør.
I familien Laudrup har man, ifølge Mads, ikke gjort det så meget i familiefester med dans, så fodboldspilleren ser frem til at træde ind i en ny verden, hvor alt skal læres fra bunden.
- Jeg tror mest, jeg er til standard, for der skal man løfte hælene mindst fra gulvet, fordi de har de mindste hæle, siger Mads Laudrup, der skal danne par med Claudia Rex, når ”Vild med dans” er klar til at gå i luften.
De styrer showet
Claus Elming skal igen i år stå i spidsen for programmet. Han får en ny medvært i den tidligere model Sarah Grünewald.
Dommerpanelet bliver det samme som sidste år. Dermed er Jens Werner, Britt Bendixen og Anne Laxholm de eneste, der har været med alle 10 sæsoner. Nikolaj Hübbe napper sin tredje sæson i dommerpanelet.
”Vild med dans” sender 10. sæson fredag 13. september kl. 20.00