Bronzepigerne festede med Mikkel Beha Erichsen og Emil i Rio

Foto: Jesper Sunesen / BILLED-BLADET

Det lykkedes sejlerne Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen at vinde bronze, og det blev fejret med stor fest på havnen i Rio.

Fredag, 19. august 2016 - af Ulrik Ulriksen

Jena Mai Hansen, 27, og Katja Salskov-Iversen, 22, kæmpede for guldet, men måtte nøjes med bronze i OL-finalen i sejlsportens 49erFX-klasse.

Fire både lå så tæt pointmæssigt inden finalen, at de alle kunne blive guldvindere, så derfor var de danske bronzepiger umiddelbart lidt skuffede over "kun" at få bronze.

Følte sig som vindere

Efter at have sundet sig lidt inde på land var Jena Mai og Katja meget glade for den imponerende medalje, de havde erobret i deres første OL.

Og da de i det danske sejlsportscenter i Rio nær den olympiske havn blev modtaget af landsholdskammerater, trænere, ledere, familie og et par populære TV 2-profiler, følte de sig som vindere.

LÆS MERE: Kronprinsen ønsker Mikkel Beha tillykke med de 50 år

Mikkel og Emil hyldede pigerne

Der blev jublet, råbt tillykke og skålet for pigerne, da de trådte ind på Vasco da Gama-sejlklubbens område, hvor det danske sejlerlandshold har haft fast base under Legene i Rio de Janeiro.

TV 2’s to sejlsportsværter Mikkel Beha Erichsen og Emil Midé Erichsen var med til at hylde bronzepigerne, som også kunne nyde afslutningen på deres olympiske eventyr sammen med den nære familie anført af Jena Mais mor Mie og Katjas mor Annette.

Foto: Jesper Sunesen / BILLED-BLADET