
Camilla Dalsgaards drøm gik i opfyldelse: Turde ikke gøre det lige efter showet

For første gang nogensinde dansede Camilla Dalsgaard fredag aften en semifinale i ”Vild med dans”, og det gjorde hun og Alfred Midé Erichsen så godt, at de i næste uge skal kæmpe med om sejren i den store finale i Horsens.
Den professionelle danser var bare 14 år, da hun for 22 sæsoner siden kunne se sin mor på dansegulvet i netop ”Vild med dans”. Siden er rollerne blevet byttet rundt, og Soffie Dalsgaard var med i studiet for at se sin datter i semifinalen.

Har drømt om det i 20 år
Camilla Dalsgaard tøvede dog lidt med at gå hen til sin mor, da kameraerne slukkede.
- Jeg har ikke turdet gå derover. Det er ikke, på grund af det hun vil sige, men så løber tårerne, forklarede hun.
BILLED-BLADET fangede også Soffie Dalsgaard efter showet, og også hos hende pressede tårerne sig på.
- Den tager vi bagefter, når makeuppen skal af alligevel, sagde hun efter datterens flotte bedrift.
- Jeg kan huske, da hun sad der og kiggede på Klaus Bondam (Soffies tidligere dansepartner, red.) og sagde: ”Det er det der, jeg gerne vil”. Det er hende så vel ondt. Hun har været superskarp og holder fast i den måde, hun gerne vil gøre det på og hjælpe Alfred til at komme videre, sagde den stolte mor, der aldrig selv prøvede at stå i en finale i ”Vild med dans”.
Om en uge ser hun med fra Forum Horsens, når datteren skal på gulvet i sin første freestyle.


