Camilla fra Fem fyre flytter ind: Det var prisen for at finde en mand
For tredje uge i træk kan man på TV 2 følge jagten på den helt store kærlighed i programmet ”Fem fyre flytter ind”. De seneste uger har man kunnet følge Michelle og Sofie, mens det i denne uge er 42-årige Camilla fra Næstved, der leder efter den eneste ene.
Hun blev skilt fra et par år siden, og på opfordring fra en veninde meldte hun sig til det nye kærlighedseksperiment.
Camilla: Jeg var gået kold i Tinder
- Jeg havde ikke brug for at komme på tv, men det var prisen for at finde en mand i mit liv. Jeg var gået kold i Tinder, og min veninde havde meldt sig til programmet, så hun syntes også, at jeg skulle, fortæller Camilla Rye om beslutningen, der betød, at fem fremmede mænd flyttede ind i hendes lejlighed over en weekend sidste sommer.
Her fulgte kameraer dem 24 timer i døgnet, og som man har kunnet se i programmet, er der meget fokus på, at Camilla går op i ordentlighed og ryddelighed.
- Set i bakspejlet synes jeg, vi skulle have været på neutral grund. Jeg går meget op i at være vært, og at folk har det godt hos mig. Det var der, jeg brugte min energi, frem for at jeg kunne læne mig tilbage, forklarer Camilla, der også syntes, det var sjovt at prøve kræfter med en ny form for dating.
Man kan se, om hun lykkes med at finde kærligheden onsdag og torsdag i ”Fem fyre flytter ind” på TV 2 og TV 2 Play.