24. nov. 2021
Af Karina Didriksen

Caroline og Reece om Nybyggerne-finale: Derfor vil vi så gerne vinde

Caroline og Reece fra "Nybyggerne".
Caroline og Reece fra "Nybyggerne".
Foto: Søren Lamberth
Vinderne af ”Nybyggerne” bliver kåret onsdag aften, og ægteparret Caroline og Reece håber, at de vinder deres drømmehus i Sønderborg.

Det er fem måneder siden, at optagelserne til sæson 7 af ”Nybyggerne” sluttede, og Caroline og Reece er et af de fire par, som kæmper om at vinde et hus i Sønderborg.

Spændingen bliver udløst onsdag aften den 24. november, når TV 2 sender finalen i ”Nybyggerne”. Det sker på live tv, og det er seerne hjemme i stuerne, som bestemmer, hvem der skal vinde.

Danske Caroline og australske Reece har været sammen siden 2013 og bor til daglig i et sommerhus i Odder. Nu er de klar til at slå sig ned – allerhelst i det grønne hus i Sønderborg.

- Selve huset har fået en kæmpestor betydning for os, og vi vil bare så gerne vinde netop det hus. Vi er klar til at flytte lige med det samme, siger Caroline til BILLED-BLADET og tilføjer:

- Sønderborg er også en rigtig smuk by med både strand og natur, og vi har ikke noget studie eller faste jobs, som holder os til en bestemt by. Vi kan bo hvor som helst, og vi er vant til store afstande.

Klar til børn

29-årige Caroline arbejder som model, mens Reece ikke har noget fast arbejde. Også han krydser fingre for, at de vinder huset i Sønderjylland.

- Det vil være den perfekte start på vores nye kapitel i Danmark. Det passer godt til vores planer, og det vil være det vildeste, hvis vi vinder, og hvis vi er så heldige at kunne starte en familie, lyder det med et smil fra Reece, som har en stor drøm om at blive far.

- Vi har været sammen i otte år, og jeg er næsten 35. Når man får børn, skal man være klar til at dedikere sit liv til dem, og det er vi nu, så det er en del af vores fremtid.

Sådan bliver finalen

Det niende og sidste afsnit af ”Nybyggerne” sendes onsdag den 24. november på TV 2 kl. 20.00.

Lige efter, fra kl. 20.50-21.30, bliver ”Nybyggerne”-finalen sendt live fra Sønderborg.

Her bliver det afgjort på direkte tv, hvilket af de fire par som vinder drømmehuset og ”Nybyggerne 2021”.

Læs mere om: