Cecilie Hother efter TV-pause: Dejligt at være tilbage igen
Cecilie Hother har holdt pause fra værtsrollen på TV 2 Vejret, efter at hun for snart tre måneder siden mistede sin ufødte søn. Nu er TV 2-værten kommet retur og var på sin første vagt i selskab med kollegaen Jens Ringgård Christiansen.
Sommerfugle i maven
- Det er dejligt at være tilbage. Men det var med sommerfugle i maven og nervøsitet, at jeg var på skærmen igen. Jeg var bange for, om jeg var for skrøbelig, fortæller Cecilie Hother til BILLED-BLADET.
- Jeg er så glad for, at jeg havde fantastisk kollegial opbakning af Jens Ringgård. Han fik mig nænsomt ind i vejrudsigterne igen, siger vejrværten.
Som at komme hjem
- Jeg har ikke savnet værtsrollen som sådan, for tankerne har været andre steder, men det var dejligt at komme tilbage. Lidt som at komme hjem. Og TV 2’s nye vejrstudie er fantastisk. En vejr-legeplads fyldt med muligheder, lyder det fra Cecilie Hother. Se hende i aktion på fotoet, som vi har fået lov til at bringe fra TV 2-værtens Instagram-profil.