14. feb. 2023
Af Karina Didriksen

Christian Degn åbner op om stort tabu: Nu slipper han hemmeligheden fri

Christian Degn.
Christian Degn.
Foto: Hanne Juul
TV 2-værten Christian Degn kan opleves i et nyt TV 2-program, der handler om, at han i flere år var bange for aldrig at blive far.

Christian Degn har holdt på en smertefuld hemmelighed i mange år, men nu slipper han den fri i det helt nye tv-program ”Degn vil være far”.

For omkring 10 år siden fik TV 2-værten den hårde besked, at han har stærkt nedsat sædkvalitet, og det har haft en stor indvirkning på ham.

- Det med at have nedsat sædkvalitet har betydet rigtig meget for mig og har givet mig helt vildt mange bekymringer. I starten var det noget, jeg selv gik og puttede med, og jeg frygtede, at jeg måske aldrig skulle blive far, siger Christian Degn til BILLED-BLADET og fortsætter:

- Man kan sige ”hvornår er noget et tabu”, men det er i hvert fald en vigtig snak. Jeg føler, at der er rigtig mange mænd, som ikke har lyst til at snakke om det, så jeg vil gerne sætte fokus på det.

Kæresten med på tv

I sidste ende kom det heldigvis ikke til at gå som frygtet. I sommeren 2021 mødte Christian Degn sin store kærlighed Trine Johst Vammen, og nærmest ved et mirakel blev parret forældre til sønnen Vagn i juni 2022.

Christian Degns kæreste medvirker også i det nye TV 2-program, og her følger man parret i månederne op til, at de blev forældre for første gang.

”Degn vil være far” har premiere tirsdag d. 14. februar på TV 2 Play og tirsdag d. 21. februar kl. 20.50 på TV 2. Der kommer fire afsnit.

Christian Degn og Trine. 
Christian Degn og Trine.
Foto: Rasmus Baunkjær/TV 2

Læs mere om: