Christian Degn bliver snart far: Det frygter han mest
Christian Degn går og er ekstra spændt i disse dage. Hans gravide kæreste, Trine, har termin den 4. juni, og parret kan blive forældre når som helst.
Den 43-årige tv-vært tør næsten ikke lade sin kæreste ude af syne, og derfor er hun også med på optagelserne af ”Nybyggerne” i Horsens. Der er nemlig særligt én ting, han frygter.
- Det ville jo være forfærdeligt, hvis jeg skulle sidde midt i en lang bilkø et sted på Fyn, og så ligger hun og føder, mens jeg ikke er der. Det må simpelthen ikke ske, siger Christian Degn til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Hver morgen starter jeg med at spørge Trine ”tror du, det sker i dag?”. Jeg vil ikke gå glip af det og vil mest af alt være der for at støtte hende.
Der er gang i maven
Parret kender godt kønnet på babyen, men det vil de gerne holde hemmeligt lidt endnu. Og Christian Degn kan næsten ikke vente med at blive far for første gang.
- Jeg er så glad for, at jeg mødte Trine, og at jeg skal være far. Jeg har tit hånden på hendes mave, og der er i den grad gang i den. Jeg glæder mig helt vildt, siger tv-værten, som kun har dannet par med Trine siden sommeren 2021.
- Hvis jeg så mit liv for et år siden og havde fået at vide, at det var sådan her, det ville se ud et år senere, så ville jeg have sagt ”det er løgn”.