Christian fra Årgang 0 er blevet student

Foto: Lars Aarø

Christian Elhauge fra "Årgang 0" var meget nervøs før sin sidste eksamen, men det gik, rigtig fint faktisk, og nu kan han endelig kalde sig student.

Onsdag, 26. juni 2019 - af Ken Richter

Samme dag som han fyldte 19 år, fik Christian Elhauge sin studenterhue.

Efter tre år på Marselisborg Gymnasium føler Christian sig endelig som en fri mand.

- Jeg har været oppe til syv eksamner, og det er gået meget godt, siger Christian med et stort og tilfreds smil. I det sidste fag scorede han et syvtal.

Christian Elhauge var nervøs

- Jeg er meget glad, men jeg var godt nok nervøs og havde ondt i maven i to dage før den sidste eksamen. Det var nok fordi, at jeg var en af de sidste, der fik studenterhuen, og jeg vidste, at min familie og de fleste af mine kammerater ventede udenfor for at ønske mig tillykke.

Fødselsdagen og studenterhuen fejrede Christian med sine forældre Tina og Mogens samt sin storebror Oscar samt sin mormor og morfar, Kirsten og John, med en lækker frokost på den flydende Bådcafé i Marselisborg Havn.

Lillebror Ludvig var forhindret, fordi han skulle være færdig på sin efterskole.

- Nu skal jeg bare til en masse fester, og jeg holder også selv en stor studenterfest for familie og venner. Der kommer 80, fortæller den nyslåede student.