Danni fra Landmand søger kærlighed: Jeg havde luret Pernille og Louise
Danni Steen Nielsen er ikke sådan at løbe om hjørner med. Det viste han i ottende afsnit af "Landmand søger kærlighed", som TV 2 sendte tirsdag aften.
Her sad Danni tilbage på gården ved Skals sammen med Pernille og Louise. De to piger havde en hemmelighed, som de havde svært ved at fortælle Danni. Til sidste valgte Pernille at afsløre hemmeligheden under fire øjne med Danni.
Det kom ikke som et chok
- Louise og jeg kendte hinanden i forvejen, og vi er veninder, fik Pernille endelig fortalt. Det rystede dog ikke Danny specielt meget, og han siger her bagefter til BILLED-BLADET:
- Det kom ikke som et chok, for jeg havde faktisk luret dem. For det ville da virkelig være underligt, hvis de ikke kendte hinanden i forvejen. De havde jo gået på samme gymnasium, smågriner Danni.
Undervejs i programmet forsøgte de to veninder også at drikke den sindige landmand beruset, og specielt Louise gik direkte på og spurgte, om hun måtte få et kys. Begge dele mislykkedes for Pernille og Louise.