4. aug. 2025
Af Catja Klarskov

Det ser du ikke på tv: Mille og Amalies kontrovers klippet ud af Først til verdens ende

Mille og Amalie fra "Først til verdens ende".
Mille og Amalie fra "Først til verdens ende".
Foto: Strong Productions / TV2.
Det er ikke alt, der sker under optagelserne til ”Først til verdens ende”, som seerne får indblik i.

Der kan let opstå gnidninger, når man bruger så meget tid sammen, som det er tilfældet for deltagerne i TV 2-programmet ”Først til verdens ende”.

Alligevel var veninderne Mille og Amalie overraskede over, hvor let det var for dem at bruge så mange timer i hinandens selskab.

Faktisk husker de kun, at de på rejsen havde én enkelt kontrovers.

- Amalie ville gerne overnatte på hostels, og det gad jeg virkelig ikke. Jeg kunne slet ikke rumme tanken om det, indleder Mille anekdoten, hvortil Amalie supplerer:

- Vi havde aftalt, at vi måtte se et hostel, og bagefter kunne du så få lov til at sige, hvis det ikke var for dig. Jeg har boet meget på hostel, da jeg var på interrail, og jeg ville bare så gerne vise Mille, hvor fedt det er!

Mille skulle dog kun tage et enkelt blik på det hostel, der var udvalgt som overnatningsmulighed, før det – hun allerede vidste – stod lysende klart.

Abonnement på BILLED-BLADET

- Det var slet ikke noget for mig, slår Mille fast.

- Ja, jeg var faktisk lidt sur bagefter. Jeg havde det sådan, du ved slet ikke, hvad du går glip af, fortæller Amalie.

Kontroversen stak heldigvis ikke særlig dybt, ligesom det viste sig, at de heller ikke var nødt til at grave dybt i lommerne efter midlerne til et ganske almindeligt hotelværelse.

- Det var okay, da jeg hørte, at prisen for et hotelværelse faktisk var det samme, husker Amalie.

Veninder klarede sig altså igennem størstedelen af turen uden de store kontroverser.

En imponerende bedrift, når man har in mente, hvor stort et tidspres, deltagerne er under, når de forsøger at komme først fra Grand Canyon til målstregen i Key West.

- Jeg kan stadig være lidt overrasket over, hvor godt det gik. Da vi kom hjem, der savnede jeg faktisk bare at være sammen med Mille.

Du kan se ”Først til verdens ende” hver mandag klokken 20.00 på TV 2 og på TV 2 Play.

Mere om: