
Så du Frederik Haun og Morten Kjeldgaard i Først til verdens ende? Sådan kender Benjamin og Morten dem

Frederik Haun og Morten Kjeldgaard har for tiden hænderne rigeligt fulde med at tage sig godt og kærligt af deres tvillingedøtre, Nora og Emma.

Det er derfor heller ikke som deltagere, at kendisparret pludselig tonede frem på tv-skærmen i aftenens afsnit af TV 2-programmet ”Først til verdens ende”, hvor fem par dyster i et hæsblæsende ræs om at komme først fra Grand Canyon til Key West.
Frederik Haun og Morten Kjeldgaard er nemlig gode venner med Benjamin Bang og Morten Bjerregaard, der medvirker i årets sæson.
- Frederik og Morten er nogle af vores gode venner, som vi kender gennem et fælles vennepar, Kasper og Viktor. Kasper var også Best Man til Morten og Frederiks bryllup, forklarer Benjamin til BILLED-BLADET.
Benjamin og Morten mødte Frederik første gang, kort inden han medvirkede i DR-programmet ”Den store bagedyst”, der sidenhen gjorde ham landskendt og kickstartede karrieren som influencer.
Det var en kombination af et veludviklet konkurrencegen og en særdeles kæk attitude hos både Benjamin Bang og Frederik Haun, der indledningsvis gjorde, at de to instinktivt gik godt i spænd.
- Frederik kom op i vores lejlighed, og vi spillede nogle spil. Jeg begyndte at hate talke Frederik i spillet, og han gør det samme tilbage til mig. Der er jeg bare sådan. Han er grineren! Match made in heaven. Han er en skidedårlig taber, og det er jeg også, fortæller Benjamin og bryder ud i latter, hvortil Morten supplerer:
- De er skidesøde! Elsker dem!
Sidenhen har parrene været på adskillige ture sammen, ligesom de har nydt hinandens selskab til spilaftener og badmintonturneringer.

”Først til verdens ende” bliver sendt hver mandag klokken 20.00 på TV 2 og på TV 2 Play.