7. nov. 2020
Af af Laura Dalgård Hansen

Efter coronatest: Det sker med Vild med dans

Vild med dans 2020
Vild med dans 2020
Foto: Hanne Juul
Hvordan fortsætter "Vild med dans", nu hvor de deltagere, der var i coronaisolation, har fået svar på deres test?

Der blev pludselig vendt op og ned på det hele i ”Vild med dans” fredag aften, hvor to af parrene ikke kunne være med på dansegulvet.

Silas Holst og Karina Frimodt havde begge været i nær kontakt med en person, der er coronasmittet, og de to professionelle dansere har derfor brugt de seneste dage på at være i selvisolation.

Fredag aften var konkurrencen i ”Vild med dans” derfor sat på hold, men nu kan de og alle andre ånde lettet op.

Både Karina Frimodt og Silas Holst samt deres danserpartnere Janus Bakrawi og Nukâka Coster-Waldau har fået svar på deres test, og der er ikke påvist smitte hos nogen af dem.

Det betyder derfor, at de to par kan vende tilbage til ”Vild med dans”-gulvet i næste uge.

- Alle fire dansere har her til eftermiddag fået negativt svar på deres coronatest, så det er rigtig dejlige nyheder. Nukâka og Silas og Janus og Karina er derfor tilbage i ”Vild med dans”-konkurrencen og kan begynde deres træning igen i morgen. Vi glæder os helt vildt til at få dem tilbage på ”Vild med dans” og fortsætte konkurrencen på fredag, siger underholdningsredaktør Thomas Strøbech.

At konkurrencen har været på hold i en uge betyder efter planen, at der kommer til at være fire par i finalen, som afgøres lørdag den 19. December.

Læs mere om: