14. sep. 2021
Af Laura Dalgård Hansen

Emil fra Landmand søger kærlighed afslører: Jeg havde en lille favorit

Emil Bay Mortensen
Emil Bay Mortensen
Foto: TV 2
Emil Bay Mortensen fra "Landmand søger kærlighed" var meget opmærksom på at give kvinderne lige meget opmærksomhed. Ikke mindst fordi han havde et ekstra godt øje til én af dem.

Der bliver datet på livet løs i ”Landmand søger kærlighed”, og for Emil var det i tirsdagens program tid til, at Augusta, Bente og Melissa skulle flytte ind på gården.

- Det var en meget anderledes oplevelse, og det var vigtigt for mig, at de følte sig hjemme, fortæller 26-årige Emil Bay Mortensen.

Emil ville ikke gøre forskel

De tre kvinder var ude at hjælpe til med arbejdet på halmloftet, inden de fik sig en velfortjent pause ude ved bålet, hvor der blev lavet snobrød. Det var også her, at de satte ord på deres frustration, for de syntes ikke, at Emil var god nok til at spørge ind til dem og deres liv.

- Jeg kunne godt følge dem i det. Men når kameraerne kørte, var det svært, og der var så mange ting, man skulle tage hensyn til, så jeg glemte måske at date og spørge ind. Og andre gange, når man stillede spørgsmål, så var der nogle, der svarede, og så kørte snakken videre, inden alle havde nået at komme til orde. Nogle snakkede mere end andre, og jeg tænkte, at nogle måske ville føle sig overset, forklarer Emil om årsagen til, at han ikke var så god til at stille spørgsmål den anden vej.

Derfor var han også glad for, at Lene Beier kom forbi og gav ham et par gode råd.

- Hun fik bragt det åbenlyse frem i lyset. Jeg havde ikke selv tænkt over det, fordi der foregik så mange andre ting omkring mig, så det var fint at få at vide.

Emil holdt sine kort åbne

Det gode råd hjalp, for Emil begyndte at ændre adfærd og spørge mere ind til kvinderne. Men nu fortæller han, at der også var en anden grund til, at han var betænkelig ved at spørge for meget ind og eventuelt vise for meget interesse over for én af kvinderne.

- Jeg havde nok et lidt godt øje til en af pigerne, det havde jeg da, siger Emil og fortsætter:

- Det kan være, det er derfor, man prøver at dele sol og vind lige, fordi man er bange for, at det ellers peger mere i én bestemt retning. Jeg havde nok en lille favorit. Men jeg havde det også sådan, at jeg stadig gerne ville holde mine kort åbne og udnytte hele den uge, de var på gården.

Om det lykkes Emil at finde den store kærlighed med Augusta, Bente eller Melissa kan man følge hver uge i ”Landmand søger kærlighed” på TV 2.

Læs mere om: