18. okt. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

Fire aspiranter gennemførte Korpset, men den ene skiller sig markant ud

Mille Gori i Korpset
Mille Gori i Korpset
Foto: Lars E. Andreasen/TV 2
Både Katrine Nim Buhn, Mille Gori, Kristina Schou Madsen og Nicholas Dalby gennemførte alle otte døgn af det ekstremt hårde kursus i "Korpset", men den ene af de fire aspiranter skiller sig markant ud fra de andre.

Gennem de seneste otte mandage har man kunnet følge aspiranterne gennemføre den ene vilde udfordring efter den anden i femte sæson af ”Korpset”.

De har blandt andet løbet, svømmet og rappellet, og ikke mindst har de undervejs kæmpet med deres psyke og viljen til at gennemføre.

Fire aspiranter nåede hele vejen

De var 12, da det hele begyndte, og én efter én er de blevet trukket ud af instruktørerne, eller også har de frivilligt afgivet deres nummer.

Mille Gori, Nicholas Dalby, Kristina Schou Madsen og Katrine Nim Buhn var alle tilbage, da kursets ottende og sidste døgn begyndte, og her skulle de blandt andet kæmpe sig vej gennem et gasbefængt hus, og de skulle hver for sig gennemføre en krævende forhindringsbane.

Sidst men ikke mindst ventede den afgørende ilmarch. Aspiranterne skulle med oppakning kæmpe sig gennem en for dem ukendt distance inden for en ukendt tidsgrænse.

Tre elitesportsudøvere og en tv-vært

Det var først, da de alle havde krydset målstregen, at de side om side fik overbragt nyheden om, at de alle havde tilbagelagt de fire kilometer inden for de 35 minutter, og at de dermed havde gennemført kurset.

Mille Gori var den af de fire deltagere, der var tættest på ikke at komme i mål inden for tidsgrænsen, og hun adskiller sig da også markant fra de tre øvrige aspiranter.

Både Nicholas Dalby, Katrine Nim Buhn og Kristina Schou Madsen er nemlig elitesportsudøvere, mens Mille Gori ’bare’ er danser og tv-vært.

- Tusind tak! Det har virkelig været en sindssygt fed oplevelse, sagde hun i programmet med tårer i øjnene, da det stod klart, at hun havde gennemført det ekstreme kursus.

Læs mere om: