1. nov. 2020
Af Karina Didriksen

Hilda Heick: Sådan har dansen ændret mig

Hilda Heick
Hilda Heick
Foto: Hanne Juul
Sangerinden Hilda Heick kan mærke en udvikling, både fysisk og mentalt, efter hun er kommet med i ”Vild med dans”.

Det kan godt være, at Hilda Heick er alderspræsidenten i ”Vild med dans”, men de flere ugers dansetræning har både udviklet hende fysisk og mentalt.

- Min kondi har aldrig været bedre. Altså, måske da jeg var 14 og løb stafetløb, men det er jo noget helt andet og er så lang tid siden, at jeg næsten ikke kan huske det, fortalte Hilda Heick til BILLED-BLADET efter fredagens show, mens Michael Olesen indskød:

- Det er jo vildt at kunne sige, når man er 74 år gammel! Men jeg kan mærke det muskulært, at Hilda rent fysisk har rykket sig, siden vi startede. Hun er blevet stærkere og kan holde sig selv. Hun presser altid sig selv og respekt for det.

Dans er godt for hjernen

Det er ikke kun fysisk, at 74-årige Hilda Heick har mærket en forbedring.

- Jeg kan også mærke, at det er godt for hjernen, at man hele tiden skal huske nogle nye ting. Jeg kan kun anbefale, at man danser, for både fysisk og mentalt får man det helt anderledes, lød det med et smil fra sangerinden.

I program 5 af “Vild med dans” sprang Hilda Heick ud som et skræmmende spøgelse i en showdance, som fik en flot, samlet dommerkarakter på 26.

Læs mere om: