27. mar. 2023
Af Catja Klarskov

Ikke set før i Først til verdens ende: Fremmede forærer brødrene Asger og Tue vild gave

Tue og Asger Ammundsen 
Tue og Asger Ammundsen
Foto: Terkel Thorsen/TV 2
Det er ikke tidligere set i “Først til verdens ende”, at et par modtager så flot en gave, som den Asger og Tue fik fra to fremmede.

Det er første gang i “Først til verdens ende”-historien, at et par modtager så generøs en hjælp, som den brødrene, Tue og Asger Ammundsen, modtog fra to fremmede mænd i aftenens afsnit af rejseprogrammet på TV 2.

Brødrene var netop ankommet til Mobile, den tredjestørste by i staten Alabama, da de besluttede sig for at charmere sig til hjælp videre.

Deres håb var at finde en venlig sjæl, der ville køre dem de 230 kilometer, de stadig manglede at tilbagelægge, før de stod ved 1. etapes checkpoint i New Orleans.

Her må man sige, at lykken tilsmilede dem. Lillebror Tue tog nemlig kontakt til en tilfældig mand på gaden, og det viste sig, at han var indbegrebet af amerikansk næstekærlighed, når det er bedst.

Manden spurgte straks, hvordan han kunne hjælpe, men da han ikke selv havde mulighed for at give drengene et lift videre til jazzmusikkens højborg, fik han en anden idé.

I stedet hev han og en kammerat begge tegnebogen frem og forærede brødrene hele 240 amerikanske dollars kontant. Således kunne Asger og Tue sætte sig på bagsædet af en Uber og bekvemt køre det sidste stykke.

Beløbet, brødrene fik foræret, svarer til over 1.500 danske kroner, og da de senere samme dag nåede 1. etapes checkpoint, kom de i mål til en flot andenplads, lige efter vennerne Nicolai og Christian.

I aftenens afsnit nåede alle fem par 1. etapes checkpoint i New Orleans. Her fik de 48 timer til at slappe af og se byen, inden rejsen – i den rækkefølge de kom i mål – gik videre.

Herefter blev kursen sat mod Antigua, som var 2. etapes checkpoint. Med sig havde de fornyet energi, men også en stressende besked: Det par, som kommer sidst frem til Guatemalas flotte højland, vil blive elimineret fra konkurrencen.

Du kan følge kapløbet og de fem pars mange spændende møder og oplevelser i tredje sæson af “Først til verdens ende”, der bliver sendt hver mandag klokken 20:00 på TV 2 og på TV 2 Play.

Læs mere om: