
Jesper Asholt efterlod dommerne målløse, men det var kærestens kommentar der betød alt

Jesper Asholt fik i den grad sat gang i dansegulvet til premieren på ”Vild med dans”, hvor han kastede sig ud i en festlig quickstep med Asta Björk.
Det var bestemt ikke til at se, at han med sine 65 år er årets alderspræsident – og han modbeviste alle dem, som måske ikke havde så høje forventninger til ham.
Det gjaldt også for dommerne, som havde masser af rosende ord, og Marianne Eihilt indrømmede, at det var lidt overraskende, at det gik så godt.

Parret endte på en flot fjerdeplads, men det var dog ikke dommernes kommentarer, der betød mest i sidste ende.
Jesper Asholt havde nemlig kærlig opbakning i studiet.
- Jeg har min datter og min kæreste med i dag, fortalte skuespilleren med et smil til BILLED-BLADET og tilføjede:
- Det er superdejligt, at de er her og får lov til at opleve det, for det er jo noget andet end det, jeg plejer at lave.

Jesper Asholt er kæreste med Birgitte og har to børn, Peter, 26, og Marie, 21, fra et tidligere forhold.
Efter showet afslørede han kærestens søde reaktion på hans debutdans – og det var den kommentar, der betød mest.
- Hun sagde ”ej, hvor var du god!”. Det var en hurtig tilbagemelding, men det var dejligt at høre, udbrød Jesper Asholt med et smil.
Han ville gerne vente med at få taget et billede med kæresten, men da ”Vild med dans” sluttede, løb han straks hen til hende og gav hende et kys.
Jesper Asholt afslørede i marts 2025, at han havde fundet kærligheden med Birgitte.
Birgitte er oprindeligt fra Vordingborg, men bor i Brønderslev, og parret har været sammen siden november 2022.
