
Jesper Asholt er kommet til en erkendelse, og det kan få store konsekvenser

Lettelsen var stor hos Jesper Asholt og Asta Björk, da de gik direkte videre til program 5 af ”Vild med dans”.
Parret lå ellers i bunden af feltet, efter at det ikke var lykkedes dem at imponere dommerne synderligt med deres slowfox.
De røg fra en andenplads forrige fredag til en sjetteplads, og det satte gang i nogle knap så behagelige tanker.
- Jeg havde indstillet mig mentalt på, at jeg nok ville ende i en omdans, konstaterede Jesper Asholt, da BILLED-BLADET mødte parret efter showet:
- Ja, vi havde varmet op omme bagved. Så det var dejligt, at vi slap for det, udbrød Asta Björk med et smil.

Var meget udfordret
65-årige Jesper Asholt indrømmede blankt, at han var udfordret i deres slowfox.
- De tre første danse, hvor der var smæk på, ligger tættere på min indre puls og min mentalitet. Så jeg har skullet arbejde med at danse langsomt, og det var svært for mig, erkendte Jesper Asholt.

Hans partner har også godt kunnet mærke på ham, at selvtilliden måske ikke var nær så høj i lige netop denne dans.
- Jeg tror altid, at der er nogle danse, der ligger nogen nydansere mere naturligt end andre. Jeg synes egentligt, at Jesper lavede en fin slowfox, men jeg tror også godt, at Jesper kan lide, at det går lidt hurtigt, lød det fra Asta Björk.
Det kan ende med at få store konsekvenser for parrets "Vild med dans"-eventyr, hvis Jesper Asholt fortsat bliver udfordret i de mere langsomme danse.

Det blev Pusle Helmuth og Damian Czarnecki, som måtte forlade "Vild med dans" i program 4.
