Kaspar og Lambang vandt Sommerdrømme: Sådan har vi det
Kaspar og Lambang Arianto kunne næsten ikke være i sig selv af bare glæde, da de blev udråbt som vindere af ”Sommerdrømme” på TV 2.
Ægteparret dystede mod tre andre par, men det var altså dem, som fik flest stemmer og blev et sommerhus i Marielyst på Falster rigere.
- Lambang knækkede sammen og lagde sig ned på maven og græd. Produktionsholdet var bange for, at han havde fået et ildebefindende! Jeg gik bare lidt rundt om mig selv og råbte ”nej, nej, nej”, fortæller Kaspar til BILLED-BLADET, mens Lambang tilføjer:
- Jeg lå nærmest i fosterstilling på gulvet og bare græd og græd af både glæde og taknemmelighed. Det føltes som om, jeg fik et kæmpe kram af kærlighed.
Vi er lykkelige
Finalen blev sendt på TV 2 onsdag den 26. maj, men faktisk blev afsnittet allerede optaget tilbage i september. Derfor er parret glade for, at de endelig kan sige højt, at de har vundet et sommerhus.
- Vi elsker Marielyst, og vi elsker Falster. Vi havde følelsen af, at vi ikke ville miste vores sommerhus og de søde mennesker, vi havde mødt. Vi har følt, at Falster er blevet vores egen familie, siger Lambang, mens Kaspar tilføjer med et smil:
- Det gør os så lykkelige at vide, at vores børn nu kan få lov til at holde sommerferie og efterårsferie i sommerhuset.
Parret er forældre til tvillingerne Atlas og Java på to et halvt år, og familien har længe drømt om at få et fristed udenfor København. Det har de nu fået.