Kommer der flere afsnit af Vi drukner i rod? Nu svarer Lene Beier
Det er snart ti år siden, Lene Beier tonede frem på skærmen som tv-vært første gang, og siden har hun lavet masser af forskellige programmer.
Denne sommer har hun haft stor succes med det helt nye TV 2-format ”Vi drukner i rod”, hvor Lene Beier sammen med to eksperter hjælper familier med at komme til bunds i rodet og få styr på deres hjem.
Seerne er vilde med rod
Programmet har været et stort hit hos seerne og været blandt de mest sete tv-programmer de sidste mange uger.
Mandag aften løber det ottende og sidste afsnit over skærmen, og det er endnu usikkert, om der skal laves flere afsnit.
- Vi ved ikke, om der kommer mere ”Vi drukner i rod”. Jeg gad vildt godt at lave det igen, og jeg elsker at rydde op. Men det er et kæmpe puslespil, og der skal være plads i sendefladen og økonomi til det, fortæller Lene Beier til BILLED-BLADET.
I gang med nye optagelser
Til trods for at det nu er slut med at se hende i ”Vi drukner i rod” hver mandag, er den populære tv-vært fortsat på skærmen hver uge – hver tirsdag kan man nemlig se hende i den nye sæson af ”Landmand søger kærlighed”.
Lige nu er Lene Beier i gang med optagelserne til et helt nyt program, men hun kan endnu ikke løfte for, hvad det handler om.