3. jan. 2024
Af Majken Munk

Kristian Bech har ledt efter Elisa i årevis: Han peger på én vigtig årsag til, hvorfor det lykkedes

Kristian Bech og Elisa
Kristian Bech og Elisa
Foto: Birger Storm og Finn Hagemann/ TV 2
Tv-vært Kristian Bech sætter ord på de nye programmer om Elisa, der var forsvundet i fem år, men som i starten af 2023 vendte hjem.

Det var tilbage i 2021, at tv-seere første gang lærte sagen om Elisas forsvinden.

I TV 2-programmet ”Som sunket i jorden” var vært Kristian Bech blevet kontaktet af hendes tre børn Emilie, Mikkel og Maria.

De ville naturligvis gerne finde deres mor, som forsvandt uden en lyd den 16. april 2018.

Jagten gik ind, og det endte faktisk med, at Kristian Bech og redaktionen til sidst fik et opkald fra Elisa, der dog bad dem om ikke at kontakte hende eller lede efter hende mere.

I januar 2023 blev der sat skub i sagen, for efter hendes tre børn havde anmeldt hendes nye mand for psykisk vold, blev han anholdt og varetægtsfængslet.

Siden modtog han en dom på et års fængsel.

Det var nemlig ham, der havde sørget for, hun ikke havde kontakt til sine børn eller andre, hun kendte. Han ville have hende for sig selv.

I en ny udgave af ”Som sunket i jorden” har Kristian Bech fået lov at mødes med Elisa for at hun kan fortælle om de fem år, hun har levet i skjul med sin nye mand.

Det sætter han ord på i et opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov at citere.

- I ”Som sunket i jorden” del 1 af 2, søger vi svar på, hvad der skete, i de fem år Elisa var forsvundet fra sin familie. Fem år, hvor hendes tre børn måtte vænne sig til en hverdag fyldt med savn. Nu er Elisa vendt hjem, og har fortalt sin historie til mig. Historien om en kærlighedsaffære, der blev til et frygteligt mareridt, skriver tv-værten.

Kristian Bech sender også en dybfølt tak til Elisa og ikke mindst hendes tre børn Emilie, Mikkel og Maria. For havde det ikke været for familiens iver, var Elisa måske ikke endt med at komme hjem.

- Derfor vil jeg også gerne benytte muligheden til at sende en særlig tak til jer alle i familien, ingen nævnt, ingen glemt. Uden jeres vedholdenhed og kærlighed til Elisa var det her aldrig lykkedes. I beviser, at man aldrig skal give op! I skal have en kæmpe tak for at have lukket os ind i jeres liv, så vi nu får mulighed for at fortælle denne historie - en historie der måske kan bringe håb til andre, der måtte være i en lignende situation. Tak, skriver han.

Men han understreger også, at han og redaktionen har mærket arbejdspresset med netop Elisas sag.

- Vi er alle i Missing Media (produktionsselskabet bag de nye udsendelser red.) utroligt stolte over, at vi fik lov at hjælpe i sagen. En sag der i lange perioder virkede umulig at løse og i den grad trak tænder ud, hvilket også kan ses på mig på optagelserne må jeg erkende, skriver han.

Elisas fem år underlagt psykisk vold er det, første del af ”Som sunket i jorden” handler om.

I anden del sætter hendes tre børn Emilie, Mikkel og Maria ord på, hvordan det har været at få deres mor hjem igen.

Afsnittet kan ses den 10. januar klokken 20.00 på TV 2 og på TV 2 Play.

Læs mere om: