Landmand søger kærlighed: Ivan er den virkelige tv-stjerne

Claus Drejer og hans hund
Den bramfrie landmand Claus Drejer elsker at få kvinderne til at grine, og de sjove bemærkninger står i kø i datingprogrammet "Landmand søger kærlighed".
“Vasker du fingre, når du har tisset? Ja, hvis jeg har ramt dem.” eller “Jeg bliver ikke tændt af kvinder i arbejdstøj, altså ud over strippere.”
Tager hensyn til teenagebørnene
Selv om Claus er rap i replikken, så er han også meget bevidst om, hvor grænsen går, for den sjove far til to tager hensyn til sine teenagebørn, Oskar på 16 år og Marie på 19 år.
− Jeg åbner mig altså ikke for fremmede mennesker inden for den første uge. Selvfølgelig er der også andet end sjov i mig, for jeg er både far, og jeg har et job med både ansatte og ansvar for dyr. Man får bare ikke hele paletten af mine følelser på så kort tid, som vi optog programmet, forklarer han i et interview i denne uges BILLED-BLADET.
Firbenet tv-stjerne
Bag kameraet var det ikke Claus men hans hund, Ivan, der var stjernen. Den firbenede ven på fem år samler hver eneste dag sten på gårdspladsen og afleverer dem pænt til alle mennesker, den møder.
Produktionsfolkene fandt hver dag sten i deres biler, i deres sko og tasker – til stor morskab for hele holdet.
Baggrunden er dog ikke helt så sjov, som den lyder, fortæller Claus til Lene Beier i programmet "Landmand søger kærlighed - extra".
- Ivan fik vi da han var voksen, han var en brugt hund, der ikke havde haft det for godt. Vi fik nys om at han bare stod bundet, og så tog vi ud og hentede ham, og så blev han vores hund. Han er så glad for sten, for det er det eneste, han har kunnet grave op af jorden og lege med, og det har han lidt svært ved at lægge fra sig igen."
Interview i denne uges BILLED-BLADET
Læs interviewet med landmanden Claus om, hvilken sårbarhed der gemmer sig bag al hans spas og løjer, og hvordan hans to børn har det med, at far forsøger at finde kærligheden på tv i denne uges BILLED-BLADET.
Søger du abonnement på BILLED-BLADET?Klik her og læs hvordan
Se alle landmændende fra denne sæson i galleriet herunder:


Lene Beier


Mads, 30 år - Midtjylland
Mads er uddannet smed og autoriseret økolog. Han bor på en moderne gård på sine forældres jord, ligesom en stor af hans familie også gør. En kommende kæreste skal derfor synes om 'familiebofællesskabet’, for familien fylder meget i Mads' hverdag. Mads går meget op i økologi, så mens han laver sin fars landbrugsmaskiner, eksperimenterer han også på sin egen jord, så den kan finde sit eget oprindelige øko-kredsløb.


Stine, 26 år - Nordjylland
Stine bor på et nedlagt landbrug sammen med to venner, otte heste, høns og en hund. Her har hun en lejlighed i den gamle maskinhal. Hun arbejder på et kvægbrug, hvor hun er fodermester og deler ansvaret med driftslederen. Hun elsker dyr og at bo på landet. Hendes far bor ikke så langt fra hende, også på en gård, hvor Stine har en kæleko og nogle ponyer stående. Stine er meget social og har en stor vennekreds.


Brian, 28 år - Vestjylland
Brian bor alene på en af sine forældres gårde, hvor han er driftsleder. På gården dyrkes korn, græs og majs, og der er også kvægavl på gården. Brian har ikke den store erfaring med kærligheden, og han er heller ikke så god til selv at opsøge den. En af hans bedste venner er Troels, der var med i femte sæson af 'Landmand søger kærlighed'. Det er Troels, der har opfordret Brian til at melde sig til programmet.


Claus, 46 år - Midtjylland
Claus bor på en stor gård, som han selv har opbygget med svine- og planteavl. Claus har to børn, en datter på 18 år og en søn på 15 år, som bor hos Claus. Og det passer ham fint, for Claus vil hellere bruge tiden på sine børn end på at arbejde. Claus elsker at bo på landet og er opvokset blot 20 kilometer fra, hvor han bor nu. Han har en stor vennekreds, som han tager til koncerter, festivaler og på ferier med.


Svend, 41 år - Vestjylland
Svend bor på den gård, hvor han er født og opvokset. Her har han 150 malkekøer og dyrker desuden majs, græs og korn. Hans forældre bor tæt på, så hans far på 76 år nyder at komme og hjælpe til. Svend vil gerne have kone og børn, men tiden er ved at løbe fra ham, synes han. Han er landmand af den gamle skole og har knoklet, men har nu - efter malkerobotternes indtog - fået tid til en familie.


Laura, 20 år - Vestsjælland
Laura bor på en gammel klassisk firlænget gård. som hendes familie forpagter. Laura er for tiden i praktik som en del af EUX Landmand, hvor hun studerer og har speciale i svin. Hun er med til at drive familiens mange hektar land og arbejder rigtigt meget, så hun har ikke haft tiden til at finde den rigtige kæreste. Laura er født på landet. Hun elsker benzin og store maskiner - og makeup, lange negle og stiletter.