16. sep. 2025
Af Majken Munk

Lars S fik lov at ændre reglerne i Landmand søger kærlighed: Det siger TV 2

Lars S i "Landmand søger kærlighed"
Lars S i "Landmand søger kærlighed"
Foto: Anders Brohus/ TV 2
I ”Landmand søger kærlighed” skal Lars S’ udvalgte kvinder flytte ind, men han har valgt at gøre noget helt andet, som ikke er set i programmet før.

Lars S har nu fundet frem til, hvilke tre kvinder han har valgt at gå videre med i TV 2-programmet ”Landmand søger kærlighed”.

Kongelige begivenheder og kendisnyt - direkte i din indbakke!

Han har inviteret Bodil, Alexanndra og Jette med hjem på gården, men da de dukker op, forklarer Lars S sine tanker om, hvordan de skal bo.

For landmanden har tænkt sig at gøre det anderledes end tidligere sæsoner.

Lars S vil nemlig tilbyde, at kvinderne hver især kan få 24 timer på gården alene med ham i stedet for at de alle sammen flytter ind.

Det indvilliger kvinderne i, og Jette er den første, der får lov at flytte ind, mens Bodil og Alexanndra flytter på hotel i nærheden.

Det er første gang, at den metode bliver brugt i TV 2-programmet, som kører på sin 12. sæson.

Ændringen kunne medføre, at der ændres på programmets opbygning for Lars S’ vedkommende.

TV 2 bekræfter over for BILLED-BLADET, at der venter Lars S en svær beslutning, når de tre døgn, hvor han har haft sine kvinder på besøg.

”I år har vi valgt at gøre det lidt anderledes således, at Lars S har 24 timer alene med hver af de tre kvinder på gården. Herefter skal han sige farvel til en af kvinderne. Næste valg sker efter de to sidste kvinder har mødt hans venner. Til slut besluttes om den udvalgte vil på romantisk date,” oplyser TV 2 til BILLED-BLADET.

Så selv om landmanden gør indflytningen på gården anderledes fra de øvrige landmænd, er der ellers ikke den store ændring i resten af forløbet.

Lars S forklarer i programmet, at en af årsagerne til, han gør det på den måde, er, at enkelte af kvinderne har givet udtryk for, at de har svært ved at date i flok, for så holder de sig lidt tilbage.

Det bliver afværget ved, at de hver især har Lars S på enehånd.

Mere om: