Lene Beier overrasker: Dét skal hun nu
Vi er vant til at se Lene Beier i ”Landmand søger kærlighed” og ”Hjem til gården”, men til sommer får hun sin debut i et helt andet TV 2-program.
Hun har nemlig sagt ja til at blive vært på en særudgave af ”Go’aften live” med titlen ”Go’aften live – sommer i Danmark”. Det skriver Ritzau ifølge BT.
I programmet skal Lene Beier sammen med kollegerne Christian Degn og Petra Nagel rejse rundt i sommerlandet og besøge kendte danskere.
Blev helt paf
- Jeg blev helt paf, da jeg blev spurgt. Jeg kan ikke forestille mig noget, jeg hellere vil, end at rejse rundt i hele landet og snakke med spændende mennesker, siger Lene Beier til BT.
Natasja Crone, Abdel Aziz Mahmoud og Jes Dorph skal på skift styre studiet fra Tivoli.
”Go’aften live – sommer i Danmark” sendes på TV 2 fra mandag den 29. juni og fem uger frem.