13. apr. 2022 (Opd. 18. apr. 2024)
Af Majken Munk

Linde på Langeland: Det har spøgelseshuset Vennely kostet

Sofie Linde i "Linde på Langeland"
Sofie Linde i "Linde på Langeland"
Foto: TV 2 DANMARK ©
Sofie Linde og familiens nye sommerhus, der har 131 år på bagen, har kostet under en million kroner.

Det er noget af en mundfuld, der venter Sofie Linde og Joakim Ingversen i ”Linde på Langeland”.

De har købt et spøgelseshus på Langeland, som de med hjælp fra håndværkere skal renovere, så de kan bruge det som sommerhus.

Særlig salgspris

Det er Sofie Linde, der spotter huset Vennely på internettet og forelsker sig i det.

Da hun, Joakim Ingversen og parrets to døtre Trine og Søs ser huset for første gang, tager de beslutningen om at købe det.

Parret ender med at give den nette sum af 695.000 kroner for Vennely, der ligger i landsbyen Snøde.

Vidunderlige Vennely

Salgsprisen svarer ifølge TV 2 til en kvadratmeterpris på 3159 kroner, som er omkring halvdelen af den generelle kvadratmeterpris på Langeland.

Huset er 220 kvadratmeter stort, og der er 45 kvadratmeter kælder samt en tilhørende stald.

Vennely er bygget i 1891 og har dermed hele 131 år på bagen.

Stor renovering

Men der venter familien en stor renovering, for der er meget, der skal laves ved huset.

Der er hverken elektricitet eller kloak, og da Sofie Linde har besøg af sit håndværkerteam, siger de med det samme, at taget skal skiftes.

Familien beslutter derfor at tage til Langeland i en måned for at fokusere på renoveringen.

Hvordan det går, kan ses i ”Linde på Langeland”.

Læs mere om: