Se billederne: De fandt kærligheden bag kameraet


Kåre Quist og Tine Røgind, Lillian Gjerulf Kretz og Steffen Kretz, Rasmus Tantholdt og Natasja Crone


Lasse Sjørslev og Josefine Høgh
Kærligheden kommer ofte, når man mindst venter den. Det skete for DR-sportsværten Josefine Høgh, da den 16 år ældre TV 2-vært Lasse Sjørslev i efteråret 2018 inviterede hende på en kop kaffe. De kendte hinanden lidt fra mediebranchen, og der var tydelig kemi imellem dem. Det udviklede sig, og i februar 2019 stod de frem som kærester. Et halvt års tid efter, på Josefines 30-års fødselsdag, blev de forlovet, og i december 2019 holdt de et romantisk vinterbryllup. – Lasse er et fantastisk dejligt menneske. Han giver mig en kæmpe tryghed og ro. Og så er han sjov at være sammen med, sagde en glad Josefine på bryllupsdagen.
Nu venter der så et nyt kapitel i tv-parrets liv. Den 31-årige sportsvært og den 47-årige nyhedsvært venter barn til november. Den lille ny bliver Josefine Høghs første barn, mens Lasse Sjørslev i forvejen er far til Bertram på 19 og datteren Liva på 15.


Lillian Gjerulf Kretz og Steffen Kretz
47-årige Lillian Gjerulf Kretz og 59-årige Steffen Kretz er både kolleger og ægtepar. De flyttede til USA i 2017 for at være korrespondenter for DR, og de bor i Washington med deres to børn, Alexander på 10 år og Helena på seks. Steffen Kretz har desuden de voksne børn Laura og Adam fra et tidligere forhold. Tv-parret mødte hinanden tilbage i 2005 under arbejdet med tv-dokumentarserien ”De skrev historie”, og i 2009 giftede de sig ved et hemmeligt bryllup på tropeøen Mauritius.
Steffen Kretz har i mange år arbejdet som korrespondent for DR, men har også været nyhedsvært på TV Avisen. Hans hustru har gennem årene været vært på TV Avisen, ”Sporløs” og ”Sundhedsmagasinet”.


Ulla Essendrop og Jimmy Bøjgaard
For ni år siden forelskede Ulla Essendrop sig i sportsjournalisten Jimmy Bøjgaard. Det var i 2012, hvor Ulla var sportsvært på TV 2 og skiftede til DR. Her blev hun vært på ”Aftenshowet” i 2015, mens hendes 46-årige kæreste i flere år har været kommentator for TV 2 Sport. Han var også i en periode vært på TV Midtvest.
Parret er forældre til sønnen Theodor på tre år og er et godt match. – Vi udvikler os sammen og bliver klogere på hinanden, og det er spændende at være forældre sammen. Vi skulle lige vænne os til det, men Jimmy har en engels tålmodighed, og det er en god kvalitet at have med børn, har 44-årige Ulla Essendrop fortalt.


Mette Bluhme Rieck og Kasper Nielsen
Det var for rullende kameraer, at Mette Bluhme Rieck mødte sin store kærlighed, den 13 år ældre Kasper Nielsen. Hun var værten, og han var eksperten, da de sammen lavede DR1-programmerne ”Antikduellen” og ”Guld på godset”. Det er nu otte år siden, at kærligheden begyndte at blomstre, og i 2014 stod de frem som kærester. – Kasper og jeg passer rigtig godt sammen. Vi er enige om, hvad vi gerne vil, og hvordan vi gerne vil prioritere vores liv, har den 38-årige ”Aftenshowet”-vært fortalt om sin kæreste, som til daglig er vurderings- og salgsdirektør hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner.
Efter de blev kærester, stoppede de med at arbejde sammen på tv, og de nyder i dag livet sammen bag kameraet med sønnen Viggo på tre år. Kasper Nielsen har desuden to børn fra et tidligere forhold.


Kåre Quist og Tine Røgind
DR-nyhedsværten Kåre Quist deler livet med den 10 år yngre journalist Tine Røgind, som er tidligere krimivært på Kanal 5. Parret stod officielt frem som kærester i efteråret 2011, og i juli 2012 giftede de sig. I dag er de forældre til sønnen Carl på syv år.
Kåre Quist, 50, mødte for første gang Tine Røgind tilbage i 2006, hvor de begge arbejdede på Ekstra Bladet. Her var de kolleger i flere år, og efterfølgende mødtes de til nogle arrangementer og forelskede sig i hinanden. – Kåre har en fantastisk humor, der fangede mig til at begynde med. Vi er ens på rigtig mange punkter, og det vigtigste for mig er Kåres kærlighed og loyalitet, har Tine Røgind udtalt til BILLED-BLADET.


Klaus Bundgård Povlsen og Dorte Fals
Da Klaus Bundgård Povlsen mødte den to år yngre Dorte Fals for første gang, var det på en date arrangeret af hendes veninde. Det var tilbage i 1986, længe inden de begge blev værter på DR. De blev kærester, og i 1993 giftede de sig og fik senere to døtre sammen. De blev begge ansat på DR i slutningen af 1990’erne, og i 10 år, fra 2007-2017, var Dorte Fals vært på DR-magasinet ”Penge”. 62-årige Klaus Bundgård Povlsen har været vært på TV Avisen siden 2008.
I 2018 fejrede parret sølvbryllup, så efter mange år på samme arbejdsplads er kærligheden stadig intakt. – Vi har vist os at være ekstremt langtidsholdbare, nok især fordi vi har mange forskelligheder. Der skal være friktion og overraskelser, har parret udtalt.


Natasja Crone og Rasmus Tantholdt
Smilene var store, da Natasja Crone og Rasmus Tantholdt for fire år siden dukkede op til ”Danmarks Indsamling 2017” og afslørede, at de var blevet kærester. Nyheden kom efter, at de begge havde brudt med deres respektive partnere i sommeren 2016. Rasmus Tantholdt blev skilt fra nyhedsværten Cecilie Beck, som han havde dannet par med i ni år, mens Natasja Crone og kæresten gennem syv år, Lasse Sjørslev, gik fra hinanden. 51-årige Crone og 47-årige Tantholdt flyttede sammen i Vedbæk i foråret 2021, og de kan begge se tilbage på en lang og succesrig tv-karriere. Rasmus Tantholdt er korrespondent for TV 2, mens hans kæreste i flere år var vært på TV 2 Nyhederne og senest på magasinet ”Go’ aften Live”.


Cecilie Frøkjær og Michael Robak
53-årige Cecilie Frøkjær startede sin værtskarriere på TV 2’s ”Go’morgen Danmark” i 1996, og 20 år senere blev hendes kæreste Michael Robak vært på selvsamme program. Han afløste Morten Resen som vært i 2016, men i 2018 valgte han at stoppe for at blive redaktør på TV 2 News.
Cecilie Frøkjær og den et år yngre Michael Robak fandt sammen for første gang i 2008. Det var kort efter, at hun var blevet skilt fra radioværten Lars Daneskov. Forholdet varede kun et halvt års tid, men i 2013 genfandt de gnisten og har været sammen lige siden. – Kærlighedens veje er uransagelige. Det er jo dét, der er så dejligt ved den kærlighed, udtalte Cecilie Frøkjær dengang.


Kim Bildsøe og Divya Das
Divya Das og Kim Bildsøe Lassen var både kærester og konkurrenter, mens de i tre år arbejdede som korrespondenter i Storbritannien for henholdsvis TV 2 og DR. I 2020 vendte 58-årige Kim Bildsøe Lassen tilbage til jobbet som nyhedsvært på TV Avisen, mens 43-årige Divya Das nu er rejsende Europa-korrespondent for TV 2.
Det lykkelige tv-par stod officielt frem som kærester i 2015, men havde på det tidspunkt allerede været sammen i nogle år. I december 2020 tog de et stort skridt i deres forhold. Der giftede Divya Das og Kim Bildsøe Lassen sig nemlig på Frederiksberg Rådhus. Parret har ingen børn sammen, men DR-nyhedsværten har sønnen Gustav og datteren Camille fra et tidligere ægteskab.


Sofie Linde og Joakim Ingversen
Sofie Linde var kun 19 år gammel, da hun blev ansat i DR, og det var netop der, hun mødte den tre år ældre Joakim Ingversen. De var begge børneværter – hun på Ramasjang og han på Ultra. De blev gode venner, men efter nogle år ændrede deres forhold sig, og i 2015 stod de frem som kærester. – Jeg er så glad for, at måne, sol og stjerner stod rigtigt, da Joakim og jeg tog i byen en aften og delte en stor portion alkohol. Der blev vi enige om, at vi skulle noget mere, har Sofie Linde fortalt til Alt for Damerne.
I dag arbejder 34-årige Joakim Ingversen stadig på DR, mens 31-årige Sofie Linde er skiftet til TV 2. Parret blev gift i 2017, og ”X Factor”-værten er i øjeblikket på barsel med datteren Søs, som blev født i februar. De er også forældre til Trine på tre år.
Galleri: De fandt kærligheden bag kameraet
På tværs af brancher er der mange, der finder den store kærlighed på arbejdet.
Det gælder også i tv-branchen.
10 kendte tv-par
Der er nemlig mange kendte danskere, der har kærester, koner og mænd, der som dem selv arbejder foran kameraet.
Se billederne af de kendte tv-par i galleriet herover. Klik på den orange firkant i øverste højre hjørne på billederne for at læse mere om parrene, og hvordan de mødte hinanden.