13. mar. 2019
Af Christinna Braun

Lourdes og Nicolai fra Nybyggerne: Vi har nydt at arbejde sammen

Lourdes og Nicolai fra "Nybyggerne".
Lourdes og Nicolai fra "Nybyggerne".
Foto: Dan Mariegaard
Lourdes og Nicolai fra det grønne hus i ”Nybyggerne” har nydt at kunne lægge hverdagstravlheden til side og have tid til at arbejde sammen.

Lige nu knokler Lourdes og Nicolai fra det grønne hus med at realisere deres boligdrøm i TV 2s populære programserie ”Nybyggerne”. For parret fra Randers har det været en spændende proces at kunne slippe hverdagen og kun fokusere på samarbejde og boligdrømme.

- Vi kom fra at arbejde rigtig meget, og jeg har været meget væk, fordi jeg blandt andet har arbejdet døgnvagt, så det var faktisk rigtig dejligt bare at arbejde sammen. Det er virkelig en ting, vi har nydt, fortæller Nicolai, der arbejder som handikaphjælper.

Vilde med loppefund

Det var dog ikke helt fremmed for parret fra Randers at arbejde sammen, da de i mange år har bygget og designet som hobby.

- Siden vi mødte hinanden har vi interesseret os for indretning og renovering. Vi er vilde med at tænke ud af boksen og være kreative i den boldgade, siger Nicolai og Lourdes tilføjer, at Nicolai har hænderne godt skruet på, og at hun mere har øje for indretning.

- Jeg elsker alt gammelt skrammel til gode priser. Jeg er bare vild med loppefund, og det har fungeret rigtig fint med den arbejdsfordeling, lyder det fra Lourdes med et grin.

Om det er Lourdes og Nicolai eller et af de to andre par, der løber med hovedpræmien i ”Nybyggerne”, bliver vist i finalen, som vises på TV 2 den 27. marts kl 20.

Læs mere om: