26. jan. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Malthe blev irriteret på Asmus i Årgang 20: Nu fortæller Mads og Lena om forholdet mellem sønnerne

Mads og Lena med sønnerne Malthe og Asmus. 
Mads og Lena med sønnerne Malthe og Asmus.
Foto: Martin Høien
Mads og Lenas to sønner har stor glæde af hinanden, men som man kan se i "Årgang 20", kan de også nogle gange blive voldsomt uvenner.

Børnene fra ”Årgang 20” er blevet store, og efterhånden er de også begyndt at kunne tale.

Asmus fra Als har sin fire år ældre storebror, Malthe, at spejle sig i, men som man kunne se i tredje afsnit af TV 2-programmet, kan det også nogle gange være svært at have søskende.

Her ser man et klip, hvor de to brødre laver snobrød med deres mormor, men den ellers hyggelige stund udvikler sig desværre til det modsatte, fordi Malthe bliver meget frustreret over, at Asmus spiser hans snobrød.

- Vi var der ikke den dag, men vi kender godt vores børn og Malthe og hans eksplosive temperament. Det er ikke første gang, vi oplever det, men det er specielt at opleve gennem en skærm. Det var også en af de optagelser, som jeg lige skulle vende med min mor, som stod i situationen, for at høre om hun syntes, det var okay, at det kom med i programmet. Vi har også vendt det med Malte, og han var okay med, at det blev vist, fortæller Lena Gram Thomsen og tilføjer, at Malthe ved gensynet med snobrøds-episoden på tv stadig syntes, det var irriterende, at lillebror havde taget det brød, han havde brugt lang tid på at lave.

Men heldigvis har Malthe og Asmus også stor glæde af hinanden, hvilket man også kan se i ”Årgang 20”.

Asmus har udviklet sig meget det seneste år, og derfor er det også blevet nemmere for brødrene at lave noget sammen.

- Vi kan mærke, at de kan begynde at underholde hinanden. I eftermiddag har de for eksempel leget en leg sammen, og de kan også lege gemmeleg. Men det kan også vende på et splitsekund, så de pludselig er uvenner og hader hinanden – ligesom det også er for mange andre brødre, fortæller Lena om sønnerne.

Læs mere om: