22. maj. 2023
Af Catja Klarskov

Mangler du også svar? Susie og Heidi vandt Først til verdens ende, men faktisk var slutspurten slet ikke så tæt

Susie og Heidi Rasmussen fra "Først til verdens ende".
Susie og Heidi Rasmussen fra "Først til verdens ende".
Foto: Nicolaj Niebuhr Demant/TV 2
Det blev søstrene Susie og Heidi, der kom først til verdens ende, men faktisk var slutspurten slet ikke så tæt, som det syner på tv.

I aftenens afsnit af TV 2-programmet ”Først til verdens ende” blev det afsløret, at det var de nordjyske søstre, Susie og Heidi Rasmussen, der løb med sejren.

I programmet syner slutspurten mellem søstrene og de aarhusianske venner, Christian og Nicolai, tæt, men faktisk var virkeligheden en helt anden.

I ræsets afsluttende fase bliver der nemlig klippet intenst mellem søstrene og vennerne, der under Argentinas bagende sol og med fuld oppakning, spurter gennem Buenos Aires’ euforiske gader med ét mål for øje: At komme først til Trade Sky Bar på toppen af Comega Building, der var sidste etapes checkpoint, og den absolut vigtigste destination at komme først til på hele turen.

Kort efter kunne søstrene skrive sig ind i bogen som de første, og foruden titlen som vinderne af "Først til verdens ende" sæson tre var de også med et trylleslag hele 250.000 danske kroner rigere.

Men selv om det syner sådan på tv, så var slutspurten dog slet ikke så tæt. Det fortæller Nicolai Klejs til BILLED-BLADET.

– Vi har efterfølgende fået snakket os frem til, at der var cirka seks timer imellem os. Hvis man kigger godt efter, så kan man også se, at skyerne og solen står anderledes på himlen, forklarer han.

De startede fem par, da første afsnit rullede over fjernsynsskærmen, men Susie og Heidi samt Nicolai og Christian var de eneste to makkerpar, der overlevede begge elimineringer og klarede hele rejsen fra New York City til Buenos Aires.

Du kan se eller gense ”Først til verdens ende” på TV 2 Play.

Læs mere om: