2. okt. 2018
Af Ken Richter

Martin fra Landmand søger kærlighed: Jeg har fået nyt job

Lene Beier og landmand Martin
Lene Beier og landmand Martin
Foto: Anders Brohus/TV 2
Martin Iversen begyndte i dag på sit nye job hos en lokal entreprenør. Drømmen er stadig at få sin egen gård.

32-årige Martin Iversen har sat livet som landmand på standby. Jobskiftet sker, selv om Martin fra Løgumkloster for tiden medvirker i "Landmand søger kærlighed" på TV 2.

Men de optagelser er lavet længe før, at Martin fik lyst til at prøve kræfter med et et nyt arbejde.

- En landmand kan jo lave alt muligt, så jeg har fået nyt job hos en lokal entreprenør, fortæller Martin Iversen, der nu glæder sig til at prøve et job med faste arbejdstider.

- Nu har jeg også fri i weekenderne, tilføjer han fornøjet.

Martin har hidtil arbejdet som driftsleder på en gård med 200 køer, men at han nu har søgt nye græsgange betyder ikke, at han helt opgiver at vende tilbage som landmand.

- Min store drøm er, at jeg gerne vil købe min egen gård, siger den driftige sønderjyde.

I tirsdagens afsnit af "Landmand søger kærlighed" var Martin på gruppedate med Nicoline, Natascha, June og Stefanie.

Han havde inviteret pigerne med til ringridning, som er Martins store hobby.

Det var lidt uvant for de fleste af pigerne at sidde højt til hest, og Stefanie var også så uheldig, at hun faldt af hesten. Heldigvis kom hun ikke til skade.

- Jeg stod i den anden ende af banen og så slet ikke, at Stefanie faldt af.

Desværre kunne jeg ikke nå at gøre noget, beklager Martin, der dog hurtigt var henne og trøste og hjælpe Stefanie op igen.

Efter dagens strabadser på hesteryg valgte Martin at sende June hjem.

Derfor er det Nicoline, Natascha og Stefanie, der flytter ind på gården i et af de kommende afsnit af "Landmand søger kærlighed" på TV 2.

Læs mere om: