Mascha Vang i tårer til Vild med dans: Jeg kan slet ikke huske noget
Nerverne sad uden på tøjet, da Mascha Vang skulle på gulvet for første gang med partneren Thomas Evers Poulsen i ”Vild med dans” i en cha-cha-cha.
Parret endte på en delt førsteplads med Lise Rønne og Silas Holst, og den flotte placering kommer bag på den 42-årige iværksætter. Tårerne havde nemlig trillet hele dagen, fordi hun var så nervøs.
- Det har bare været bygget så meget op, fordi jeg har glædet mig så meget og altid gerne har villet lære at danse. Og pludselig var jeg der, og så var det bare så overvældende, sagde en berørt Mascha Vang til BILLED-BLADET efter showet og tilføjede:
- Nu er det en lettelse og samtidig en kæmpe glæde, så det har bare været den vildeste rutsjebanetur. Og jeg glæder mig til at se vores dans, for jeg kan slet ikke huske det der halvandet minut!
Overrasket over Mascha
43-årige Thomas Evers Poulsen er også lettet over, at de klarede sig godt til premieren, for han har sjældent oplevet nogen dansepartner, der var så berørt.
- Mascha havde nævnt, at hun helt sikkert ville blive nervøs, men jeg havde måske ikke regnet med, at hun var SÅ nervøs. Så derfor havde jeg slet ikke regnet med, at vi klarede os så godt, fortalte den professionelle danser og fortsatte:
- Der var en markant forskel - fra at der var fire mennesker, som kiggede på nede i kælderen, hvor Mascha var helt opløst af tårer, og så til at komme herop til prøverne og premieren i dag.