Merete Mærkedahl fylder 40: Sådan bliver dagen fejret
Merete Mærkedahl har netop fejret jul med sin familie, og nu kan hun fejre endnu en mærkedag.
”Badehotellet”-stjernen fylder nemlig 40 år mandag den 27. december. Den runde dag står dog ikke på de helt store festligheder.
- Min fødselsdag plejer altid at gå lidt stille for sig, fordi man har brugt energien i juledagene, fortæller Merete Mærkedahl til BILLED-BLADET og fortsætter.
- Vi har ikke planlagt noget, jeg skal, lige den dag. Jeg tror bare, vi hygger os derhjemme, og måske tager vi ud og spiser sammen med familien.
Store drømme opfyldt
Merete Mærkedahl kan se tilbage på et år, som har budt på både op- og nedture. Hun har fået store drømme opfyldt samtidig med, at hun også har måttet trække stikket i en periode.
I 2021 medvirkede hun i Cirkusrevyen, og det var også året, hvor hun fik sin første filmrolle.
- Det med at stå ude på Bakken er faktisk noget, som jeg har haft en hemmelig drøm om altid. Så det var ret stort at stå der, og jeg skal gøre det igen til næste år, så det er fantastisk, lyder det med et smil fra Merete Mærkedahl.
I efteråret optog hun Paprika Steens nye film ”Fædre og mødre”, og det var også en stor oplevelse.
- Det var også en drøm for mig, og det er faktisk min første filmrolle. Jeg er stor fan af Paprika, så da hun ringede og spurgte, om jeg ville være en del af hendes cast, sagde jeg ja med det samme, fortæller skuespilleren.