21. feb. 2023
Af Catja Klarskov

Mette og Christian købte hus i Bolighaj finder hjem, men drømmen blev et sandt boligmareridt

Anders Beier
Anders Beier
Foto: Loudpeople / TV 2
Anders Beier hjalp Mette og Christian med at købe hus i “Bolighaj finder hjem”, men boligdrømmen udviklede sig til et sandt mareridt.

I TV 2-programmet “Bolighaj finder hjem” hjælper Anders Beier desperate huskøbere over hele landet med at finde deres drømmehjem.

Et program der, kort og godt, går ud på, at han får købeklare huskiggere til at se potentiale i de boliger, alle andre går en stor bue udenom.

I afsnit 2 af programmet, der havde premiere i sidste uge, var det netop, hvad Anders Beier fik Mette Ager Selvig og Christian Weihrauch til.

Mette Ager Selvig og Christian Weihrauch 
Mette Ager Selvig og Christian Weihrauch
Foto: Loudpeople / TV 2

Mette og Christian bor ved programmets start til leje med deres to børn, 12-årige Vanilla og Theo på 10 år. Begge børn har gigt, og derfor er det familiens største ønske at komme ned i en villa i ét plan.

En drøm Anders Beier, som privat er gift med tv-kendis Lene Beier, realiserer i et ældre gasbeton-hus i Greve.

For selv om det bestemt ikke var kærlighed ved første blik, da parret første gang så huset og hørte bolighajens gode ideer til en gennemgribende renovering, så valgte Mette og Christian alligevel at sætte deres kruseduller på købskontrakten og gøre det gamle hus til genstand for familiens fælles boligdrøm.

I Greve gik hele familien straks i gang med at hive hessiantapet af væggene og hyre håndværkere til totalrenoveringen, men opgaven voksede dem hurtigt over hovedet. Det fortæller de i TV-2 programmet.

- Det er et større projekt, end vi havde regnet med. Fuldtidsarbejde, to børn og det her. Vi har ikke mere tid. Vi har et par børn, som også savner lidt opmærksomhed, fortæller parret til Anders Beier, da han besøger dem i huset under renoveringen.

Vejen mod drømmeboligen skulle nemlig vise sig at være belagt med sort uheld og forhindringer. Et såkaldt sandt byggemareridt.

Først forsinkede manglen på håndværkere projektet, og da de endelig kunne træde til, fik de skåret alle de bærende elementer i ydervæggen over.

Men én ulykke kommer som bekendt sjældent alene, og kort efter hørte man en slukøret Mette fortælle, at hele huset var pakket ind i plastic.

Farligt asbeststøv var desværre blevet frigivet under renoveringen, og det skulle naturligvis renses, inden familien kunne flytte ind.

Men selv om processen langt fra var en dans på roser, og familiens hus undervejs nærmere mindede og et boligmareridt fremfor en egentlig drøm, så var det alligevel to store smil, som åbnede hoveddøren og bød Anders Beier indenfor til en rundvisning i deres færdige drømmehjem.

“Bolighaj finder hjem” sendes hver tirsdag kl. 20:40 på TV 2 Fri.

Læs mere om: