5. sep. 2018
Af John Lautrup

Michèle Bellaiche: Min farverige mor havde begyndende demens

Michèle Bellaiche
Michèle Bellaiche
Foto: Birger Storm / BILLED-BLADET
Michèle Bellaiches mor døde for et halvt år siden af kræft. Men hun viste også tegn på demens, hvilket har inspireret Michèle Bellaiche til TV 2-dokumentaren "Når hjernen svigter".

Michèle Bellaiche mistede tidligere i år sin mor, Lissy Bellaiche, som døde af kræft. Men moren led også af begyndende demens, og Michèle Bellaiches personlige oplevelser som pårørende til en demensramt er afsættet til dokumentaren "Når hjernen svigter", der vises på TV 2 i aften, onsdag den 5. september.

- I aften vil jeg dele noget med jer, som jeg tror ubevidst har været et tabu for mig. Min farverige mor, som altid har været en stor inspiration for mig, døde af cancer for seks måneder siden, men det seneste år viste hun tegn på en anden sygdom også: demens! En scanning viste, at hendes hjerne ganske langsomt var begyndt at skrumpe. Det er nemlig blandt andet det, der sker, når demensen sætter ind. Man begynder at glemme basale ting, bliver hurtigere forvirret og kan til sidst ikke huske sin egen familie, fortæller Michèle Bellaiche på sin Instagram-profil, som vi har fået lov til at citere fra, og hvorfra vi også har fået lov til at bringe billedet af hende og Lissy Bellaiche.

Mange spørgsmål

- Heldigvis nåede det aldrig så langt for hende. Canceren "overtog". Men sådan er det ikke for de 500.000 andre danskere, der er berørt af denne hjernesygdom, som i dag er blevet den nye folkesygdom. Men hvorfor bliver så mange mennesker demente? Er det arveligt? Hvad kan man selv gøre for at forebygge sygdommen? Hvilket liv har man egentlig udsigt til at leve, når diagnosen er stillet? Alt det får du svar på i dokumentaren "Når hjernen svigter", skriver hun videre på Instagram.

Michèle tester sig selv

I udsendelsen møder Michèle Bellaiche danskere, der er ramt af demens, og som tackler sygdommen på vidt forskellige måder. Jan, der tidligere var økonomichef, og som i dag har svært ved at lægge to tal sammen, Birger, der har ændret personlighed, og Kirsten, der i en alder af blot 53 år allerede har booket plads på et plejehjem. Michèle Bellaiche gennemgår også en række test for at se, om hun har arvet sin mors demens.

Læs mere om: