Michèle Bellaiche rejser landet rundt med Knæk Cancer-bussen
I uge 43 tager Michèle Bellaiche tager for tredje år i træk på tur med Knæk Cancer-bussen rundt i Danmark.
Her skal TV-værten sammen med sin kollega Mikkel Kryger sende live fra både ”Go’morgen Danmark” og ”Go’aften Danmark” i den gode sags tjeneste.
Det er et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse og TV 2 og er en vigtig sag for Michèle Bellaiche.
Et særligt sammenhold
- Jeg glæder mig virkelig til at skulle med Knæk Cancer-bussen rundt i Danmark igen i år. Det er helt særligt at mærke det sammenhold, som Knæk Cancer skaber over hele landet, og som kan mærkes i hver eneste by, vi besøger, siger Michèle Bellaiche og fortsætter:
- Hvert år har det gjort stort indtryk på mig, hvordan man i de enkelte byer står sammen om den her sag, møder op på pladsen for at støtte og bakke hinanden op. I år skal vi rundt i fire nye byer og jeg er sikker på, at det igen vil blive en stærk og rørende oplevelse.
De fire byer
Knæk Cancer-bussen holder på Posthustorvet i Skive mandag 23. oktober, på Torvet i Silkeborg tirsdag 24. oktober, i Byparken i Vejle onsdag 25. oktober og på Stændertorvet i Roskilde torsdag 26. oktober.
I alle byer foregår der en lang række aktiviteter og oplysende initiativer i løbet af dagen.
Efter kl. 19.00 kan man i hver by opleve en mini-koncert: Xander i Skive, Isam B i Silkeborg, L.I.G.A. i Vejle samt Rasmus Walter og Pernille Rosendahl i Roskilde.