
Natasja Crone og Peter Mygind er værter på stort juleshow: Har en overraskelse i ærmet

Der bliver skruet op for julemusikken og den gode stemning, når Peter Mygind og Natasja Crone byder velkommen til ”Alletiders Juleshow” på TV 2 torsdag den 23. december.
Seerne kan glæde sig til en række underholdende indslag, og nogle af dem står den 59-årige skuespiller og den 52-årige tv-vært selv for.
- Vi fandt på en sjov udfordring, hvor jeg skal synge julesange på forskellige sprog. Og det er altså svært at synge en julesang på både italiensk og hollandsk, siger Peter Mygind med et grin til BILLED-BLADET.

Skal lyde ordentligt
Værtsparret har også en anden overraskelse i ærmet. De afslører nemlig, at de i løbet af showet kaster sig ud i at synge en julesang.

- Jeg ender ud med at synge en jule-rock’n’roll-duet med Natasja. Hun synger jo vildt godt, understreger Peter Mygind med et smil.
Natasja Crone har før sunget i et tv-show, og nu kan seerne igen nyde hendes sangstemme.
- Det med at synge skal doseres lidt, men i den her sammenhæng fungerede det godt. Det var som en del af en quiz, så jeg synger ikke et helt nummer. Men det skal stadig lyde ordentligt!, fastslår tv-værten.

”Alletiders Juleshow” sendes på TV 2 den 23. december kl. 20.35.