29. apr. 2021
Af Majken Munk

Nybyggerne-par lykkelige: Trine og Mikkel er blevet forældre igen

Mikkel og Trine 
Mikkel og Trine
Foto: Hanne Juul
Trine og Mikkel, der var med i "Nybyggerne" i 2020, er blevet forældre for anden gang.

"Nybyggerne"-parret Trine og Mikkel, der skabte deres drømmehjem i 2020-sæsonen, er i april blevet forældre for anden gang.

De har fået en fin lille pige, og derfor kan deres datter Saga på fem år nu kalde sig storesøster.

Stolt storesøster

Trine afslørede i et opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov at dele, at lillesøster kom til verden den 21. april. Samtidig delte hun også et sødt billede af sine to døtre.

"Næsten 4 kilo ren lækker kødklump og 54 centimeter med lækre stænger. Saga er kæmpe stolt," skriver hun i opslaget.

Store sorger

Trine og Mikkel har været meget ærlige omkring, at de har været igennem mange sorger i forsøget på at få flere børn.

Da datteren Saga var halvandet år, blev Trine gravid med en lille pige, men det viste sig, hun havde en kromosomfejl, og graviditet blev afbrudt.

I sommeren 2019 blev Trine igen gravid med et donoræg, men ved kønsscanningen viste det sig, at barnet, en lille dreng, havde en sjælden hjernesygdom.

Senere blev Trine igen gravid med et donoræg, men i marts 2020 fik hun en spontan abort.

Kender navnet

Efter fertilitetsbehandling lykkedes det Trine at blive gravid igen, og nu kan familien endelig nyde den nyfødte pige.

Parret ved også allerede, hvad lillesøster skal hedde.

De har besluttet, at hun skal hedde Asta, som Mikkels mormors mor også hed.

Læs mere om: