Peter Ingemann afslører forsiden på sin nye erotiske bog

Peter og Trine havde ikke forestillet sig at ende i et hus med en blodrød køkkenvæg og udsigt til Gudenåen, da de for et par år siden begyndte at tale om at flytte fra Ry. Egentligt ønskede de bare at rykke lidt længere ud på landet efter at have boet i et parcelhuskvarter siden 2008.

Husets 60’er-stil har været med, hver gang de skulle træffe nye beslutninger under ombygningen. Som da parret stod hos Svane Køkkenet og skulle forklare deres ønsker.

– Jeg tænker brede skjorte-flipper og Austin Powers, som Peter sagde i forretningen. Og sådan kan man også beskrive en køkkendrøm.

I dag har de i et smukt gråt køkken med rene linjer og en blodrød bagvæg.

– Når jeg kommer hjem fra optagelser, er jeg ikke særlig social. Jeg har to gear. Enten er jeg meget social på arbejdet, eller også trækker jeg mig tilbage. Derfor var vi aldrig med til vejfester og den slags i Ry, og der gik lang tid, inden jeg vidste, hvad folk omkring mig hed. Ikke fordi jeg var uinteresseret i dem. Men jeg var uinteresseret i fællesskabet, siger Peter, som nu har udsigt til Gudenåen i stedet for en villavej. Og det er faktisk den udsigt, han har drømt om, siden han som barn voksede op ved samme vandløb.

For ham er det ikke bare skønheden ved udsigten, der tæller. Det er også roen. For det er ingen hemmelighed, at Peter havde en opvækst præget af kaos på grund af sin fars periodevise druk. Ligesom det ikke er en hemmelighed, at Peter lever i et vist kaos, hver gang han går på arbejde, hvor alt kan ske foran kameraerne.

– Huset havde ellers stået til salg i tre år, men pludselig stod der tre købere, så vi skulle reagere hurtigt. Og det er jeg altså god til. Vi fik håndværkere til at se på det med det samme, og i løbet af en aften havde jeg sendt alle papirerne til banken, så jeg næste dag kunne ringe til mægleren med vores bud. Jeg sagde til hende: "Det kan godt være, du har to andre hold på hånden, men vi kan slå til nu.”

Køkkendrømmen blev virkelighed – og der findes næppe mange andre køkkener med denne udsigt.

– Som barn fandt jeg ro, når jeg gik og gravede et hul i jorden eller sad på badebroen og fiskede. Nu har jeg på en måde fået min fiskebro igen.

Når man sætter i stand som Ingemann-familien, så følger der mange beslutninger. Og selv om det er Trine, der tager de fleste, så har det været en udmattende periode for alle.

– Da vi så huset, var vi ikke i tvivl om, at vi havde mod på at kaste os ud i det projekt. Men når man så står midt i det, kan det altså godt være hårdt. For eksempel når jeg skal ud og lave nye optagelser på knallerten, og jeg ved, at Trine går hjemme og kæmper med at sætte tingene op, og der ringer en VVS-mand. Hver gang man skal tage en beslutning, koster det jo. Hvad snakker vi om denne gang? 10.000 eller 100.000? Det piner jo mit jydehjerte, griner Peter, som lige nu kæmper for at få en fagmand til at komme og lægge fliser i indkørslen.

– Jeg hader at komme hjem til en slagmark hver dag.

Med sin 15-årige datter Marie kigger Peter på udvalget af plakater, som familien købte under en ferie til Israel. Med på rejsen var selvfølgelig også Trine og storesøster Caroline på 19 år.

For nylig er byggeriet kommet så langt, at familien kunne hænge ting på væggene. Blandt andet bogreolen, hvor Peters fire tv-Guldpriser fra Billed-Bladet har fået øverste hylde.

Peter Ingemann har hele fem gange vundet BILLED-BLADETs TV-GULD-pris som "Årets underholdningsvært". Og de har selvfølgelig fået en fin plads på reolen i stuen.

– Faktisk er det kun de gule ydervægge og spærene, der stadig står, siger Peter, som dog også har valgt at efterlade andre detaljer af respekt for huset. For eksempel har de sat alle de gamle, brune døre i stand i stedet for at erstatte dem med nye hvide.

Lige inden for hoveddøren står en enarmet tyveknægt fra 1978 og lover SuperBonus. Spillemaskinen blev produceret af Peter Ingemanns far, og selv om han aldrig fik erobret det amerikanske marked dengang for mere end 40 år siden, så står maskinen stadig og vækker minder i sønnens nye hjem lige ned til Gudenåen i Svejbæk tæt på Silkeborg.

Går man få skridt videre, træder man ind i husets ene badeværelse, hvor et turkis lys skinner under den hvide toiletkumme.

– Se lige her, siger Peter Ingemann begejstret og stikker en fod ind i lyset. Og straks løfter låget sig.

– Jeg synes, det er lige fantastisk hver gang, smiler han og kigger på sit nye vidunder. Et højteknologisk Geberit toilet med varme i sædet, luftudsugning, fem forskellige vandtryk og automatisk rengøring. Selv varmlufttørring, hvis der er brug for det.

Der er ikke noget at sige til, at terrassen skal være bred. For udsigten over Julsø er ubeskrivelig smuk. Det er også derfor, at familien har valgt ikke at sætte gardiner for de enorme vinduer i køkken og stue.

– Så må vi leve med, at passagererne på Himmelbjergsbådene kan kigge op på os en gang imellem, smiler Peter