Peter Ingemann viser eksamensbevis: Karakterer er ikke alt
Peter Ingemann bakker op om initiativet #visditeksamensbevis og viser på sin FB-side, hvordan det gik ham i sin tid til eksamen på gymnasiet. Et gennemsnit på 8,2 blev det til.
Mød verdenen
- Jeg er selv ambitiøs. Men det er også en ambition at komme ud og møde verden og arbejde. I mine øjne er det ikke heldigt at gå fra 9. klasse og direkte i gymnasiet for derefter at fortsætte på en højere uddannelse som for eksempel universitet, forklarer Peter Ingemann.
Han nævner LEGO, Danfoss og Jysk som eksempler på virksomheder, der er skabt af iværksættere, der ikke har studeret hele livet, men de har gjort en god idé til en kæmpe succes.
Kast dig ud i det
Peter Ingemann har selv en datter, som for tiden læser til eksamen.
- Hun er netop en pige, der gerne vil have 10 og 12-taller. Det er også fint, men jeg siger alligevel: Tag det roligt. Der er også andet i livet.
I "Størst" på TV 2 klarer Peter Ingemann sig glimrende med sit gebrokne engelsk, selv om han kun scorede et 6-tal til prøven på gymnasiet.
- Det nytter ikke noget at trykke sig. Åben munden og du får altid en god snak, lyder det gode råd fra Ingemann, der har givet tilladelse til, at BILLED-BLADET viser hans eksamensbevis.