Petra Nagel og kæresten Asbjørn har levet uden strøm, og det har ændret deres parforhold
Tv-vært Petra Nagel har sammen med sin kæreste Asbjørn og deres to børn Pelle Emil og Rosa slukket for strømmen i hjemmet.
Det har de gjort som et eksperiment på, hvordan de ville klare sig, hvis forsyninger pludselig stoppede i tilfælde af store verdensomspændende kriser.
Eksperimentet har krævet sit, men på et punkt har det – efter lidt tid – vist sig at have en positiv effekt.
Det er nemlig på Petra Nagels forhold med kæresten Asbjørn.
De manglende skærme og lysten til hele tiden at finde på løsninger, der hjælper familiens behov, har nemlig fået Petra Nagel til at se sin kæreste i et nyt lys.
- Jeg er bare rigtig glad for, at han prøver, og jeg bliver så stolt af, at han er min kæreste, når han gør så mange ting for vores familie, fortæller hun i programmet og understreger, at hun faktisk er blevet endnu mere vild med sin kæreste.
Selv om projektet i starten trak tænder ud også når det gjaldt forholdet, så har de lært meget af det.
Nu har de også lært at håndtere de svære situationer, og det er deres forhold blevet stærkere af, mener Petra Nagel.
- Jeg synes, vores parforhold går bedre. Vi er kommet tættere på hinanden, og vi skændes ikke så meget, fortæller hun i ”Petra slukker strømmen”.
Egentlig er Petra Nagel og kæresten Asbjørn, som hun mødte i 2016, forlovet.
Der er bare en masse praktiske ting, der har gjort, at parret endnu ikke er blevet gift.